Så kom vi over på den anden side:-)

I går var det to måneder siden, Dagmar blev opereret. Det betyder, vi nu er på den anden side at “helingsperioden”. Hendes kranie skulle nu være lige så stærkt som før. Så nu kan vi bare kaste løs med hende;-)

Det er stadig umuligt at vide, hvordan hendes kranie kommer til at se ud, når det er færdig udviklet. Men alle de “eksperter”, vi har snakket med siden operationen, er desværre enige om, at det ikke kommer til at rette sig helt. De tror godt, det måske kan blive mere symmetrisk, end det er nu, men det kommer nok aldrig til at rette sig helt, lige meget hvor meget vi får hende til at ligge på den “skæve” side.

Jeg går selvfølgelig og håber på, at det bliver så pænt som muligt. For selvom udseende bestemt ikke er alt, så bliver livet altså nemmere, hvis man ikke er helt skævhovedet! Heldigvis er hendes ansigt jo blevet rettet rigtig meget, og det er trods alt det vigtigste. Om det så skal rettes igen senere, må tiden vise.

Det er heldigvis ikke så meget, man kan se arret mere, så det bliver nemmere og nemmere at “glemme” alle de grimme oplevelser fra operationen.

Man kan lige skimte arret, under det fine nye hår;-)

Man kan lige skimte arret, under det fine nye hår;-)

Og selvom man stadig kan se arret, og hun stadig er påvirket af operationen i forhold til, at hun er lidt mere forbeholden over for fremmede og sover dårligt. Så udvikler hun sig, heldigvis helt som hun skal. Så selvom vi stadig ikke har fået svar på hendes blodprøver og ikke ved, om kraniosynostosen er en del af et syndrom, så er vi optimistiske;-) Hun er er lille, lækker pige, som bliver dygtigere og dygtigere og udvikler sig helt vildt:-)

For to måneder siden så hun sådan her ud:

2015-01-21_14.21.14

og i dag sådan her:

2015-03-15_19.57.14

Der er sket rigtig meget! Ikke kun med hendes udseende, to måneder er laaang tid i baby-tid;-) Så på alle fronter er der jo bare sket helt vildt meget! Og selvom det er fantastisk at følge hende, så har det også været to hårde måneder. Faktisk nok nærmere 7!

For det var allerede ret kort tid efter fødslen, at vi undrede os over, at hun var så skæv. Og siden har vi jo bare gået og ventet! Først på at finde ud af, hvad der var galt. Siden på operationen. Og på det sidste har jeg ventet på, at hun har kommet sig over operationen!

Heldigvis føles det som længe siden, jeg fik hende i armene i denne her tilstand!

Her er hun lige vågnet op fra operationen!

Her er hun lige vågnet op fra operationen!

Men det har været hårdt – og er hårdt stadigvæk. Det er mange bekymringer, der hele tiden fylder. Og sammen med et voldsomt søvnunderskud, er det nok også med til at min krop udviser stresssymptomer. Det er hårdt at bekymre sig så meget, det er hårdt at være usikker på sin datters fremtid og udvikling! Og jeg håber virkelig snart, at jeg kan “slappe lidt af” og bare nyde de to her:-)

Glade unger:-)

Glade unger:-)

De har så sindssygt meget ud af hinanden. Det er så skønt:-) Og det bliver jo bare mere og mere hele tiden:-) Når jeg ser dem sammen, så er jeg SÅ glad for, vi fik vores lille “kraniopige”, hun passer perfekt til vores efterhånden store “køledreng”;-) Og så mange smil de giver hinanden i løbet af dagen, så kan jeg godt glemme, at det ikke altid har været helt let med de to.

Dagmars første gyngetur i kolonihaven:-) Godt storebror er med;-)

Dagmars første gyngetur i kolonihaven:-) Godt storebror er med;-)

Jeg håber, I har haft en dejlig weekend. Det har vi:-) Og så skal vi forhåbentligt til at se endnu mere fremad:-)

Hvis bare jeg kunne tage det som en mand

Eller som min mand i hvert fald! Han er helt anderledes rolig og ”afslappet” omkring det hele. Det er som om, han rent faktisk tror på, at de har styr på det, og ved hvad de gør, og at det hele nok skal gå! Jeg er lige mere skeptisk og bange for at noget går galt. Jeg tror simpelthen ikke, han har alle de skrækscenarier i hovedet, som jeg har – og det gad jeg da godt slippe for!

Måske er det bare sådan en “mor-ting”, for jeg tror egentlig ret ofte, at det er mig, der bekymrer mig mest! Mig der synes, der skal være styr på tingene og tænker mest “fremad”. Mit planlægger-gen er helt sikkert større end hans, men lige i det vi står i nu, så er det faktisk også lidt træls. For det betyder, at det er mig, der tænker mest over, hvordan vi får hverdagene til at hænge sammen i næste uge. Og tænker over hvad vi skal gøre i forhold til Laurits.  Der kommer til at være mange gange, hvor vi begge skal være på sygehuset – og gerne vil være til stede begge to, og det er jo lidt sværere , fordi vi også har Laurits.

Vi kan jo ikke begge være på sygehuset hele tiden. Og jeg kan godt få lidt koldsved over, at skulle være alene med Dagmar hele aftenen og natten oven på operationen. Jeg tror virkelig godt, jeg kunne have brug for at have Kristoffer tæt på mig til at give mig et knus. I stedet skal jeg dele værelse med en 4-5 andre nyopererede børn/voksne og deres pårørende!

Lige i det tilfælde ville jeg ønske, jeg kunne aflevere mine bryster til Kristoffer, så det kunne være ham, der skulle overnatte på sygehuset! Jeg er virkelig bange for, jeg ikke kan være der nok for hende. At jeg går i baglås, fordi jeg er ked af det – og sikkert også træt. Det ville da være meget nemmere at være den, som skulle være hjemme ved Laurits – og så igen, jeg er ikke sikker på, jeg kunne det heller. Jeg skal da være ved min datter!

Det der med at ville være to steder, det tror jeg bliver rigtig hårdt i næste uge! Nok også for Kristoffer, selvom jeg ikke tror, han bekymrer sig så meget om det endnu.

 

IMAG3071_BURST002 IMAG3072_BURST019 IMAG3069_BURST015

Jeg tror faktisk også Dagmar og Laurits kommer til at savne hinanden lidt! Dagmar lyser op i det største smil, når hun ser Laurits, han kan altid få hende til at grine og er altid god underholdning:-) Og han kommer helt sikkert også til at synes, at det er mærkeligt, hun ikke er hjemme – og bliver måske lidt påvirket af, at tingene ikke er, som de plejer. Han har allerede sagt, at han godt kan være alene hjemme, så vi begge kan tage med på sygehuset;-)

 

At blive mor og ikke få det, jeg havde bestilt!

Jeg er mor til to skønne børn. Jeg kan ikke forestille mig, de kan fås meget mere fantastiske:-) Men når det er sagt, så har det ikke altid været, som jeg havde forestillet mig at blive mor.

Jeg troede, jeg var ret godt forberedt. Jeg havde en masse forestillinger om det. Alligevel var det noget af et chok. Jeg tror, at lige meget hvor meget, man har læst, hørt og set, så er der ingen, der kan forberede dig på den kæmpe omvæltning, det er! Man kan bare ikke forberede sig på alt. Og man går i hvert fald ikke og forbereder sig på at få et sygt barn, selvom man selvfølgelig godt ved, man kan risikere det!

At være gravid har for mig betydet 9 måneders forventning, der skulle indfries. Selve det at være gravid, har jeg ikke syntes, var specielt sjovt. Så jeg har virkelig set frem til fødslen og ikke mindst barnet – og når man så ikke får indfriet sine forventninger, men står med en dårlig fødselsoplevelse og et sygt barn, så er det virkelig en kamel, der skal sluges!

Min søn var meget syg ved fødslen. Det var et hårdt første år, hvor vi dog heldigvis er ”ude på den anden side”. Og jeg troede faktisk, vi havde taget vores ”tørn”, og at det var vores tur til at få den gode fødselsoplevelse og det raske barn, da jeg igen var gravid. Men livet er ikke specielt retfærdigt! Og endnu engang står vi med et sygt barn. Jeg skal selvfølgelig ikke overdrive, der findes mange børn, som er mere syge og mere alvorligt syge. Hun er ikke kritisk syg, men hun har en lidelse – kraniosynostose, og der skal en operation til ellers bliver hun hjerneskadet! Så det er ikke “ingenting”, selvom der kan gøres noget ved det, og hun så forhåbentlig bliver rask.

Og jeg synes, det er uretfærdigt! Jeg synes, det er så unfair, at det er min datter, det skal gå ud over. Ikke at jeg ønsker, at andre skal igennem de ting, vi gennemgår. Jeg vil bare også slippe! Jeg vil også have en barsel uden ekstra bekymringer og sygt barn! Det var fandme min tur!

I morgen skal min lille pige gennemtjekkes på hospitalet for eventuelle syndromer, og senere skal hun opereres.  Jeg elsker mine børn betingelsesløst og selvom jeg lige nu føler, at livet som mor er lidt ekstra hårdt for mig end for så mange andre, så skal jeg lige huske mig selv på alle de glæder, mine dejlige unger også giver mig. På trods af bekymringerne, så ville jeg aldrig være dem foruden!

Det er måske så meget sagt, at jeg ”glæder mig” til i morgen. Men det bliver rart ”at komme i gang”, for vi har lige siden fødslen gået og ventet. Vi kunne godt se, at hun var skæv og trykket og ikke rettede sig hurtigt nok ud. Så nu skal vi bare videre, så vi kan komme ud på den anden side, hvor der venter en sund og rask lille pige (7,9,13).

 

Det er den her lille, skæve basse, jeg går og bekymrer mig om:-)

Det er den her lille, skæve basse, jeg går og bekymrer mig om:-)

Og her et billede af begge mine lækre unger:-)  Lillepigen har rettet sig meget siden fødslen, men der er stadig lang vej.

Og her et billede af begge mine lækre unger:-)
Lillepigen har rettet sig meget siden fødslen, men der er stadig lang vej.

Læs med på bloggen, hvis du har lyst til at følge med i lillepigens udfordringer og dagliglivet generelt;-)  og send gerne god karma i vores retning, det kan vi helt sikkert bruge 🙂