Hvis bare jeg kunne tage det som en mand

Eller som min mand i hvert fald! Han er helt anderledes rolig og ”afslappet” omkring det hele. Det er som om, han rent faktisk tror på, at de har styr på det, og ved hvad de gør, og at det hele nok skal gå! Jeg er lige mere skeptisk og bange for at noget går galt. Jeg tror simpelthen ikke, han har alle de skrækscenarier i hovedet, som jeg har – og det gad jeg da godt slippe for!

Måske er det bare sådan en “mor-ting”, for jeg tror egentlig ret ofte, at det er mig, der bekymrer mig mest! Mig der synes, der skal være styr på tingene og tænker mest “fremad”. Mit planlægger-gen er helt sikkert større end hans, men lige i det vi står i nu, så er det faktisk også lidt træls. For det betyder, at det er mig, der tænker mest over, hvordan vi får hverdagene til at hænge sammen i næste uge. Og tænker over hvad vi skal gøre i forhold til Laurits.  Der kommer til at være mange gange, hvor vi begge skal være på sygehuset – og gerne vil være til stede begge to, og det er jo lidt sværere , fordi vi også har Laurits.

Vi kan jo ikke begge være på sygehuset hele tiden. Og jeg kan godt få lidt koldsved over, at skulle være alene med Dagmar hele aftenen og natten oven på operationen. Jeg tror virkelig godt, jeg kunne have brug for at have Kristoffer tæt på mig til at give mig et knus. I stedet skal jeg dele værelse med en 4-5 andre nyopererede børn/voksne og deres pårørende!

Lige i det tilfælde ville jeg ønske, jeg kunne aflevere mine bryster til Kristoffer, så det kunne være ham, der skulle overnatte på sygehuset! Jeg er virkelig bange for, jeg ikke kan være der nok for hende. At jeg går i baglås, fordi jeg er ked af det – og sikkert også træt. Det ville da være meget nemmere at være den, som skulle være hjemme ved Laurits – og så igen, jeg er ikke sikker på, jeg kunne det heller. Jeg skal da være ved min datter!

Det der med at ville være to steder, det tror jeg bliver rigtig hårdt i næste uge! Nok også for Kristoffer, selvom jeg ikke tror, han bekymrer sig så meget om det endnu.

 

Jeg tror faktisk også Dagmar og Laurits kommer til at savne hinanden lidt! Dagmar lyser op i det største smil, når hun ser Laurits, han kan altid få hende til at grine og er altid god underholdning:-) Og han kommer helt sikkert også til at synes, at det er mærkeligt, hun ikke er hjemme – og bliver måske lidt påvirket af, at tingene ikke er, som de plejer. Han har allerede sagt, at han godt kan være alene hjemme, så vi begge kan tage med på sygehuset;-)