Hvad siger man lige til den store?

Det nærmer sig nu. Operationen. Om en uge er det faktisk overstået! Men lige nu synes jeg, der er mange praktiske ting, jeg skal have styr på. Noget af det der fylder mest er dog, hvordan jeg kan forberede Laurits på det. Hvordan forklarer jeg ham, hvad hans lillesøster skal igennem?

Han lever jo i nuet. Så vi har ikke snakket med ham om det endnu. Vi har snakket om det med alle mulige folk, mens han har været i nærheden, så han har muligvis opfattet noget?! Men vi har ikke forklaret ham situationen. Og jeg ved ikke helt, hvordan vi skal gøre det. Jeg ved ikke, hvilke ord jeg skal bruge, for at han ikke bliver bange men samtidig forstår det.

Vi fik en video af lægerne, da vi var til forundersøgelse. Den er lavet til børn, som skal opereres, eller til søskende. Vi har lige set den… Den kan vi i hvert fald ikke bruge! Den er lige en smule over Laurits’ niveau! Og så var den bare frygtelig dårlig! Jeg hader den slags videoer. Jeg kan slet ikke klare, når man taler så meget ned til børn! Den var meeeget pædagogisk – for meget, tåkrummende meget! Og så gik den i sindssyge detaljer samtidig. Undskyld mig, men hvorfor tror de, børn (6-10år) har brug for at lære fagbegreber, på det der sker. – Du bliver stukket i armen – der kommer en ledning i. Slut! Lad da værre med at forklare, at det hedder en venflon, og hvorfor den skal sidde der! Jeg tror, børn er lige glade med, om de har siddet med det lille stykke plastik i hånden, som bagefter skal stikkes ind i deres arm – ærlig talt tror jeg ikke, det er det, de går op i, når de ved, de lige om lidt skal stikkes i armen… Heldigvis slipper vi nok for at møde de velmenende men alt for pædagogiske læger og sygeplejesker, som vi så i filmen, for Dagmar forstår det jo ikke alligevel. Og det gør Laurits så heller ikke – det er vist ikke lige en film, der passer til hans alder.

Men et eller andet skal han jo have at vide… Dagmar og jeg skal indlægges i flere dage, og når hun (og jeg) kommer hjem, så er hun så hævet i ansigtet, at hun ikke kan se noget. Hendes hår er væk, og hun har et ar fra øre til øre! Jeg aner ikke, hvordan Laurits kommer til at reagere på det – det gør mig nervøs! I mit hoved ser det voldsomt ud – hvordan ser det så ikke ud for en treårig?

Jeg overvejer, om jeg kan nå at skrive en bog, som kan forklare det for ham – nu når videoen er total ubrugelig. Men det er nok lige at stramme den;-)

Vi må jo tage det stille og roligt, og fortælle ham det, han har brug for at vide. Det man kan se! Og så må vi tage det hen ad vejen. Han er jo mega sej! Og måske har han slet ikke brug for så meget information. Måske kommer han selv med alle spørgsmålene – det gør han da så rigeligt til hverdag i hvert fald;-)