Hvor blev min lille baby af?

Dagmar er seks måneder i dag. Seks måneder – et halvt år! Wow! Tiden er gået hurtigt! Jeg kan ikke rigtig forstå, det allerede er så længe siden, hun kom til verden. Men så igen, så føles det jo også som om, hun har været her altid, og det er også længe siden, jeg lå på sygehuset i hedebølge!

Og når jeg kigger på hende, så er det jo ret tydeligt, at hun ikke er en lille baby mere – hun kan jo alt muligt! Hun kan trille og skubbe sig baglæns (selvom det nok er fremad, hun gerne vil). Og hun er begyndt at spise grød! Og hun har jo også forandret sig helt vildt.

Dagmar 1 uge gammel (lille, tynd, meget hår, lidt skævøjet :-))

Dagmar 1 uge gammel
(lille, tynd, meget hår, lidt skævøjet :-))

Jeg kan næsten ikke kende hende! Det er der selvfølgelig også en anden grund til! For selvom der nok sker meget på et halvt år for alle babyer, så har Dagmar nok alligevel oplevet mere og forandret sig mere end de fleste pga. operationen!

For et halvt år siden tog vi hjem fra sygehuset glade over, at vi kunne tage hjem med en sund og rask baby. Og vi glædede os til en normal, hyggelig barsel, uden al mulig bøvl. Det kom jo desværre ikke til at holde stik! Sådan nogle børn kan vi åbenbart ikke få;-) Men. På trods af alle de bekymringer, det sidste halve år har bragt, så har det jo også bare været vildt skønt igen at have en lille baby:-) Kæft hvor er de bare skønne (og virkelig hårdt arbejde), og jeg har bare nydt det helt vildt.

I går var det to uger siden, Dagmar blev opereret, og det går hele tiden fremad. Hun bliver kønnere og kønnere;-) Og hun er også ved at komme sig i øvrigt! Hun har det lidt svært med fremmede her efter operationen (om det havde været det samme alligevel, er jo svært at vide). Og så sover hun stadig meget, meget dårligt! Vågner hver halve eller hele time og vil have mad hele natten! At hun lige er begyndt at få grød, gør det nok ikke bedre. Men, på et tidspunkt når grøden begynder at mætte, og hun er blevet tanket helt op på tryghed, så begynder hun forhåbentligt at sove bedre igen! Og så skal vi bare nyde tiden sammen endnu mere:-)

Men det er godt nok ufatteligt dejligt, at det sidste halve års bekymringer nu endelig kan lægges bag os! Og i takt med at Dagmars nye hår vokser ud, så tror jeg, det bliver endnu nemmere at glemme alt bøvlet;-)

Og så får I lige billederne igen – med en opdatering med hendes udseende i går;-)

For to uger siden, en uge siden og i går:-)

2015-01-21_14.21.14 2015-01-21_14.26.01 2015-01-28_20.47.52

Skønne, lille Dagmar. Såret heler så fint og bliver pænere og pænere!

2015-01-28_21.15.07

Det er lige før, jeg synes, hun ser en måned ældre ud på hvert billede – men der er kun en uges forskel;-) Men der sker bare så meget for tiden, at jeg synes, hun forandrer udseende næsten hver dag. Og så er hun også virkelig i gang med at udvikle sin personlighed – hun er vist ikke helt så blid og rolig, som jeg først troede;-) Jeg skal love for, hun har temperament og kan skrige igennem for at få opmærksomhed (men det er nok kun godt, når nu der er en storebror at konkurrere med:-)) Det er lidt underligt, at hun forandrer sig så meget – både udseende og personlighed. Men i takt med at hævelsen falder mere og mere, så synes jeg også hun kommer til at ligne min “gamle” Dagmar mere igen. Så må tiden jo vise, hvordan hun ender med at se ud og blive som person – indtil videre har jeg egentlig været godt tilfreds;-)

 

Dagmars udvikling

I dag er det en uge siden, Dagmar blev opereret. Tiden er gået hurtigt!

Det er virkelig skønt, det er overstået.  Ventetiden inden operationen var klart værre end selve operationen! Og jeg kan virkelig mærke, at mine skuldre er faldet på plads igen, og at jeg er meget gladere og nyder mine børn mere nu!

Der er  stadig ting, der ikke er som før. Rytmen røg jo fuldstændig, så de sidste par dage har hun spist helt vildt meget – for at hale ind 😉 Hun sover stadig ikke ret godt, men det går også lidt fremad. Og bliver forhåbentlig bedre, når spisningen er optimal igen!

Hun har  ikke ondt mere, så det er jo virkelig skønt! Hun fik en enkelt panodil søndag og mandag aften, og så har hun ikke fået noget siden!

Vi pillede plasteret af i går, så nu skal vi lige vænne os til arret! Laurits kiggede meget på det i går og spurgte, hvad det var, men i dag har han stort set ikke sagt noget til det!

Vi har forsøgt at forklare det, så godt vi nu kunne! Fx sådan noget som: at det er et ar, hun har fået, fordi hun er blevet opereret. At hun er blevet syet, fordi det var gået hul, ligesom hvis man falder og slår hul på fx knæet osv. Og så snakker vi om, at vi skal passe på hovedet, fordi hun har lidt ondt i det. Men han har egentlig ikke haft brug for at vide ret meget. Han tager det rigtig pænt , bedre end jeg turde håbe på! Så det er dejligt!

Og så er det bare spændende nu, hvordan det retter sig! Hendes pande er blevet meget mere jævn nu, til gengæld ser hendes baghoved frygtelig skævt ud!  Det har nok været så skævt hele tiden, men jeg har ikke kunnet se det før nu, fordi hun har haft hår, der har skjult det lidt. Og fordi panden har været “væk” i den ene side, så det har set anderledes ud. Men jeg håber da godt nok, at det også retter sig!

Jeg har for længst vænnet mig til hendes nye “look”. Men når jeg sammenligner med billeder fra før operationen, så kan jeg godt se, at der er sket store forandringer allerede. Og jeg er virkelig spændt på, hvordan hun ender med at se ud!

Dagmar tv. d.12/1 th. 21/1

Dagmar tv. d.12/1 th. 21/1

2015-01-21_14.21.14

Billeder af Dagmar fra 12/1-15

2015-01-21_14.26.01

Og så billeder fra i dag d.21/1-15

Det er nu det andet øje, der er stort! Og panden er ikke så skæv mere. De har overkorrigeret, så derfor er højre side nu med mindst øje og mest pande – modsat tidligere. Der er sket meget ved operationen. Så må vi se, hvordan hun vokser “selv”.

 

Dagmars operationsforløb i billeder

Operationen er nu godt overstået, og vi er kommet hjem. Det har jeg skrevet om flere gange.
Jeg har til gengæld ikke vist så mange billeder endnu, men de kommer her!
Det er ikke alle billederne, der er lige behagelige. Men så kan man jo skynde sig forbi;-)
De første billeder er fra onsdag d. 14. januar og de sidste fra i dag.

Hun blev indlagt d. 14. januar. Vi skulle lige have en forskrækkelse i form af lidt feber, men heldigvis var det ikke så meget, så hun kunne godt blive opereret. Og ved 9-tiden kom hun i hospitalstøjet.

20150114_081932

20150114_082538

Lille, glade Dagmar, der ikke aner, hvad der venter hende!

20150114_083436

Hun skulle jo faste inden operationen, og det gik faktisk meget godt. Hun blev lidt utilfreds til sidst, fordi det hele tog lidt længere tid, fordi vi skulle måle temperatur to gange osv., men det var først ved scanneren, hun begyndte at blive rigtig utilfreds – især da hun blev lagt på scanningsbordet. Men her fik hun jo ret hurtigt en maske med sovemedicin, og så faldt hun jo til ro.

Det var meget mærkeligt at gå fra hende ved scanningslokalet og vide, at når vi så hende igen, så ville hun se helt anderledes ud – ingen hår, en anden ansigtsform og ledninger og blod over det hele.

IMAG3085

Sådan her så hun ud, da vi kom over til hende på intensiv kl.13.30.

Hun var ikke specielt frisk! Hun havde dog ligget og forsøgt at vende sig om på maven! Og hun havde også virket lidt sulten. Da hun kom over til mig, faldt hun til ro, og der gik ca. en times tid, før hun fik noget at spise.

Hun var rimelig dvask, og man kunne godt mærke, at hun havde fået meget medicin, og at narkosen ikke var helt ude af kroppen.

Og så var der lige det med alle ledningerne. En ordentlig håndfuld som man også kan se. Hun havde jo alt muligt udstyr tilsluttet. Og man kan måske lige skimte, at jeg ved min hals har nogle røde ledninger – det er ledningerne fra de dræn, hun havde i hovedet. De var tilsluttet nogle ret store beholdere, som samlede det blod, der kom fra såret. På dette billede ligger beholderne bag min nakke. Jeg synes klart, at drænene var det værste.

IMAG3091

Hun havde iltmasken foran sig de første timer og så lidt on/off de næste 10 timer.

IMAG3101

Plasteret går fra øre til øre! Bemærk de fine, røde “riller” i panden. Jeg forestiller mig, at det er riller, der er kommet ved, at de har “rullet panden ned”. Ren Frankenstein… Jeg ved dog ikke, om det er tilfældet. Men et eller andet har de jo gjort med huden fra panden, da de satte plasma ind og udbyggede panden!

IMAG3105

Sødeste, lille Dagmar-basse:-) Hendes størrelse skabte lidt problemer, da det var svært at se hendes blodårer! Og så blev det livligt kommenteret – på kærlig vis;-)

IMAG3111_BURST006

Kønt er det ikke med de dræn:-( Men faktisk blødte hun mindre, end de tit gør. Og der kom heller ikke så meget ud med drænene som nogen gange. Måske det er derfor, hun ikke er hævet helt så meget op i ansigtet!

IMAG3116_BURST010

Der er sket meget med hendes ansigt! Hun er meget mere symmetrisk nu. Og i starten syntes jeg slet ikke, det lignede Dagmar. Jeg har været så vant til at se hende med en skæv pande og en størrelsesforskel på øjnene, så det så helt forkert ud! Jeg har dog vænnet mig til det nu:-)

IMAG3121

Hun sov heldigvis rigtig meget de første par dage. Det er hårdt at blive opereret!

IMAG3136_BURST003

Og her et lille billede af “stuen” på intensiv. Der var to andre på samme stue med en lille afskærmning imellem os. Den blå stol var min “seng” for natten. Det var dog ikke mange timers søvn jeg fik, for selvom Dagmar sov meget, så vågnede hun op hele tiden og skulle trøstes. Jeg kunne godt mærke på hende det første døgn, at der var sket meget, og hun var forvirret! Hun reagerede rigtig meget på lyde og også lidt på alle de forskellige sygeplejesker og læger. Det blev dog bedre allerede dagen efter!

IMAG3139_BURST006

Torsdag kom Kristoffer tilbage til os på intensiv. Til en noget friskere Dagmar. Hun havde ikke længere brug for iltmasken men ligger i stedet og leger med den:-) Der var jo mange spændende ledninger i hendes seng, som hun gerne skulle smage på;-)

IMAG3141_BURST016

Torsdag formiddag blev vi flyttet til børnekirurgisk afsnit. Den fine isbjørn er en gave for at have klaret operationen – sammen med en medalje (nok mere til større børn! Tror Laurits får den som en “fordi-du-er-så-god-til-at-passe-på-din-lillesøster-gave”:-))

IMAG3142_BURST009

Det eneste der var tilbage torsdag, var dette venflon i lysken til at give medicin i og så plasteret! Drænene blev taget ud, lige inden vi tog fra intensiv. Hun er endnu ikke begyndt at hæve så meget op. Men hendes pande er hævet lidt her på billedet og højre øje en lille smule!

IMAG3145_BURST014

Ved 20-tiden begyndte hun at hæve en del op. Humøret er heldigvis stadig fint:-)

IMAG3150_BURST009

Fredag middag er øjet hævet endnu mere op.

IMAG3152_BURST002

Vi skal have pillet venflonet ud, og så skal vi snart hjem! Jeg troede faktisk ikke, jeg ville føle mig klar til at tage hjem. Men selvom hun stadig har smerter ind imellem og er hævet, så er hun jo allerede min lille Dagmar igen, som jeg sagtens kan passe derhjemme:-)

20150116_125615

Her er plasteret ved at blive taget af, det skulle lige skiftes, inden vi kunne tage hjem.

20150116_125939

Arret så faktisk ikke så slemt ud, som jeg havde frygtet. Men noget kønt syn er det da ikke!

IMAG3155_BURST007

Fredag aften er det andet øje også hævet lidt op. Vi fik at vide, at det ville toppe her om fredagen, så vi håbede, hun ville fortsætte med at kunne kigge lidt ud af det højre øje. Og det blev ikke ret meget værre, end man kan se her. Så hun har været heldig. Det havde været knap så sjovt, hvis hun havde været lige så hævet på begge øjne, som hun er på det venstre!

IMAG3167

Lørdag tog Kristoffer og Laurits ned til farmor og farfar. Laurits har taget det rigtig pænt. Men vi tænkte, at han måske ikke behøvede at se hende så meget på den måde. Og at hun måske også havde brug for ro. Og jeg tror egentlig, det har været meget godt. Selvom han har taget det pænt – og hun virkelig er livet op, når hun har været sammen med ham! Så har hun også haft en del skrigture, og jeg har været glad for min strækvikle, for jeg har båret hende meget! Hun har (selvfølgelig) været pylret og haft brug for ekstra omsorg! Så det har hun fået – af mig og af mormor, som har været her for at hjælpe:-)

IMAG3180

I løbet af lørdag begyndte hævelsen at falde, og hendes øje blev mindre rødt og spændt! Og lørdag aften ved 21-tiden, kan man ane en lille sprække af venstre øje:-)

20150118_083746

Dette billede er fra i dag, søndag:-)

20150118_121728(0)

Man kan godt se, der er kommet lidt mere sprække i venstre øje. Hendes pande er heller ikke så hævet mere! Om et par dage, kan vi tage plasteret af, og hun kan komme i bad.

IMAG3177_BURST008

Og nej, det er ikke frisør, hun har været til! Tydeligvis:-) Så vi skal lige have fat i trimmeren, så vi kan få taget de lange totter;-) Og så kan vi bare vente på, håret vokser ud og dækker arret! Og så begynder det forhåbentlig bare at gå fremad sådan rent udseendemæssigt;-)

Det bliver spændende at se, hvordan hun egentlig kommer til at se ud. For hun er stadig skæv rundt omkring, og der er meget, der skal rette sig. Så det bliver spændende at følge det næste halve års tid, hvor der forhåbentlig stadig er en del, der kan rette sig lidt. Og så er der bare at håbe, at det hele retter sig så meget og har fået så meget plads, at hun ikke behøver at skulle opereres igen – det må tiden vise.

 

 

 

 

 

I lære som baby…

Det går stille og roligt fremad stadigvæk! Dagmar er sågar begyndt at kunne kigge en lille smule ud af sit højre øje – dejligt!
Men der er lang vej endnu med hensyn til mange ting!
Dagmars rytme er fuldstændig røget (det var den allerede ret meget i forvejen, men det er kun blevet værre), så der går rigtig meget tid med at få hende til at sove. Så jeg vugger og vugger og vugger til jeg har ondt i arme og ryg:-(

Hun er jo ikke den mindste baby!
Faktisk fik vi en del gange at vide, mens vi var på sygehuset, at hun var stor. Operationslægen vovede sågar at kalde hende fed og sige, hun godt lige kunne have været på slankekur inden, fordi de havde så svært ved at sætte venflon på hende (hun har ca. 6-7 stikmærker på begge sider af halsen, og så lykkedes det dem ikke en gang at sætte det, så til sidst satte de det i lysken). Og vi mødte også flere sygeplejersker, som mente, hun var det største kraniobarn, de havde mødt! Dejlige, tykke Dagmar:-) Og tunge Dagmar (næsten 10kg!)

Muligvis har hun taget det lidt nært, for hun er gået i sultestrejke og spiser ikke ret meget – og det plejer ikke at være et issue;-)
Men hun skal lige i gang igen! Og så har hun jo også stadig ondt. Jeg var nødt til at give hende morfin her til aften, fordi hun slet ikke kunne falde til ro og blev ved med at være ked af det. Men ellers har hun stort set klaret den på panodil – det tror jeg sgu ikke, jeg kunne!

Jeg glæder mig til, hun er tilbage og være en normal, velfungerende baby igen. Det er lidt hårdt det her! Men… Det er trods alt småting i forhold til det, vi har været igennem.

Hjemme

Så er vi hjemme:-) Skønt! Vi tog fra hospitalet kl. 13.30, efter Dagmar havde fået fjernet den sidste slange og fået skiftet plaster. Det er noget af et ar, hun har fået sig. Men det ser ikke så voldsomt ud, som jeg havde frygtet!

Hun er hævet en del mere op i løbet af natten og i dag. Det ene øje er fuldstændig lukket og er meget hævet, og det andet er også hævet lidt, men hun kan stadig se ud af det. Det håber jeg fortsætter, for det er godt nok rart at kunne få en lille smule øjenkontakt! Hævelsen topper formodentlig i dag, så der er gode odds for, at hun ikke hæver helt til!

Det er sindssygt dejligt at være hjemme ved vores egne ting igen! Og jeg var i det der bad i dag;-) – temmelig rart efter tre døgn på sygehuset i det samme tøj!
Jeg er træt, men har jo også max fået tre timers sammenhængende søvn de sidste nætter, men Dagmar sover heldigvis stadig en del, så vi får nok begge halet ind!

Laurits har reageret rigtig fint på at se Dagmar. Han synes, det er lidt spændende med plasteret og spørger, hvorfor hun har det på. Og hvorfor hendes øje er lukket:-)
Ellers er han bare glad for at se hende, og hun får mange forsigtige krammere;-)
Og hun er så mega glad for at se ham! Hun smiler og griner helt vildt af ham – så skønt at se og høre:-)

Hun har faktisk haft det ret godt i dag! Hun havde ondt i formiddags, hvor hun fik morfin for første gang i et døgn. Siden har hun kun fået panodil, og hun virker ikke til at have ondt. Så det er rigtig dejligt. Vi fortsætter lige med at give panodil fast de næste dage, for hun har nu nok stadig ondt. Men det er godt nok skønt at mærke, at hun får det bedre:-)

Og så er det bare spændende det næste stykke tid:-) spændende hvordan hun har det, og spændende hvordan hun kommer til at se ud!
Men nu er vi ovre det værste, og jeg tror på, det nok skal gå! Jeg kan mærke, at jeg er meget mere rolig og optimistisk nu. Det er så fantastisk at operationen er overstået nu, det har fyldt helt vildt meget, og det er en kæmpe forløsning, at det nu er overstået 🙂
Nu skal vi bare nyde at være hjemme – det sætter vi begge pris på:-)

Det går fremad:-)

Natten til i dag var rigtig hård, og Dagmar var ikke på toppen. Men i løbet af i dag har hun stille og roligt fået det bedre!
Hun fik fjernet drænene ved middagstid og samtidig røg også de fleste andre ledninger,juhuu:-) Hun har kun en enkelt en tilbage, hvor de kan tage blodprøver og give medicin.
Det har været super skønt endelig at kunne holde hende igen og selv løfte hende op:-) Men det har også været lidt mærkeligt – lidt som jeg havde det, da hun lige var blevet født – usikkert! Hun ser så skrøbelig ud, uden hår og med et stort plaster hen over hovedet, og hun er også mere ‘slasket’. Så jeg føler mig ikke helt så sikker, når jeg bærer på hende!
Jeg er bange for at tabe hende! Det er jo ikke fordi, jeg nogensinde har tabt en baby, men fordi hun er ekstra skrøbelig lige nu, så kommer angsten åbenbart snigende!
Jeg tror nok, jeg hurtigt vænner mig til at løfte på hende igen – og slipper af med usikkerheden. Men der er jo stadig meget, der er anderledes, så der går nok lidt endnu!

Jeg har snakket med Laurits i dag. Jeg savner ham! Det er lidt som at være i en anden verden lige nu! Alt drejer sig om Dagmar, og alt er anderledes end derhjemme. Og jeg er på hele tiden, jeg kan ikke rigtig slappe af, fordi der hele tiden render sygeplejersker rundt, og jeg ikke selv bestemmer rytmen. Så jeg glæder mig til at komme hjem i morgen. Hjem til os selv og hjem til Laurits!
Forhåbentligt kommer vi hjem i morgen formiddag/middag. Så bliver det spændende, hvad Dagmar siger til det og hvordan Laurits reagerer!
Kristoffer har vist han et billede af hende, og det tog han pænt. Hun er heller ikke så hævet endnu, det kommer langsomt her efter drænene er blevet taget ud. Det er spændende at se i morgen, hvor det formentlig toppen!
Under alle omstændigheder bliver det dejligt at komme hjem! Så må vi se, hvilke reaktioner, der kommer.

Intensiv nat!

Det har været en intensiv nat på mange måder! Dagmar har haft ondt, rigtig ondt! Så hun har fået meget morfin. Jeg ved ikke, om det er mere, end man ‘plejer’. Hun har fået morfin mange gange, men små doser.
Heldigvis virker det til, hun har mindre ondt nu. Og hun har også fået sovet meget.
Det har jeg til gengæld ikke! Jeg har haft en stol ved siden af Dagmar. Godt nok kunne den lægges ned, men med alle lyde og lyset, så var det ikke nemt at falde i søvn! Og hver gang jeg havde lagt mig, så kom sygeplejersken og skulle tage en eller anden prøve på Dagmar eller give medicin, og så måtte jeg flytte mig. Der er jo ikke meget plads de her steder!

Det har været hårdt at sidde ved siden af og se Dagmar have så ondt! Og frygteligt at jeg ikke har kunne tage hende i mine arme!
Det tager jo mindst 5 min, fra jeg gerne vil tage hende op, til jeg rent faktisk sidder med hende, fordi der er så mange ledninger. Det er hårdt – for os begge! Jeg føler, hun nogen gange kigger bebrejdende på mig: ‘hvorfor tager du mig ikke op mor?’. Og jeg ville virkelig gerne. For jeg ved, jeg kunne trøste hende på to min, hvis bare jeg kunne holde hende ordentligt og måske gå lidt med hende i mine arme! Men det kan jeg ikke lige nu 🙁
Så jeg har også grædt lidt, over at jeg ikke kunne trøste hende. På et tidspunkt var hun virkelig utrøstelig i næsten en time, og det var mere end mit moderhjerte kunne klare! Nu glæder jeg mig bare til, de snart kan pille ledninger og dræn ud, så jeg rigtig kan holde hende 🙂

Operation

Så er Dagmars operation overstået! 13.30 ringede de og sagde, at nu var hun vågen og ville gerne have sin mor, for hun var sulten!
Vi havde siddet på sygehuset og ventet på opringningen i en halv times tid. Ellers havde vi været derhjemme.
Det var egentlig først den sidste time, der var slem. Ellers har det helt sikkert været værre at vente på at det endelig blev operationsdag!
Alt er gået som det skulle:-) Og det var så skønt at få hende i armene igen! Også selvom det pt er et tomandsjob at få hende over pga. alle ledningerne.
Jeg sad med hende en times tid, og så fik hun noget at spise og faldt i søvn igen.
Hun har sovet rigtig meget og har også fået lidt morfin at sove mere på.

Det var lidt hårdt at se hende i starten, for jeg syntes slet ikke, hun lignede sig selv! Især drænene i hovedet syntes jeg var svære at se på. Og så er det allerede tydeligt, at hendes ansigt har ændret form!
På en måde synes jeg, hun ligner Laurits mere nu!
Kristoffer er taget hjem til ham nu. Det har været mormor, der har hentet og bragt i dag. Men han skal da også lige nå at se sin far!
Så håber jeg, jeg kan klare skansen alene her i aften og nat! Hun lader til at have det okay, men det er jo noget af en omgang, hun har været igennem, så jeg er spændt på, hvordan hun reagerer, når hun vågner mere op.

Verdens værste kærestedate!

Vi har afleveret Dagmar på operationsbordet! Nu er hun i hænderne på lægerne, og vi kan bare vente…

Vi har nu fire timer, hvor vi bare kan hygge os!!! Vi har ikke haft så meget tid sammen alene, siden Dagmar blev født. Det kunne være en kærkommen lejlighed til at gå en lang tur og holde i hånd, spise middag eller tage i biffen. Fire timers partid er da bestemt noget, vi godt kunne trænge til. Bare ikke lige på den her måde.  Lige nu er det faktisk nok det værste, jeg kunne forestille mig!

Det var ganske forfærdeligt at gå fra hende! Vi sagde farvel nede ved CT-scanningen. Hun fik en maske med noget sovemedicin, så hun kunne ligge helt stille til scanningen. Hun tog det rigtig pænt! De sagde, at babyer tit græder, når masken har siddet der lidt, for det smager ikke så godt, og i takt med at de begynder at falde i søvn, kan de godt blive lidt urolige. Men Dagmar tog det i stiv arm, hun stak sågar tungen ud inde i masken for at smage lidt på det – hun havde jo heller ikke spist i 4 ½ time på det tidspunkt, så måske hun syntes, det var rart med lidt smag…

Men det var nu ikke specielt rart at holde hende i hånden, mens hendes øjne rullede rundt i hovedet og hun faldt i søvn:-(

Efter scanningen kørte de hende op på operationsgangen, hvor hun skal i narkose og så opereres. Men vi sagde på gensyn, inden de kørte afsted med hende.

Det er virkelig mærkeligt, at det nu er i nogen andres hænder fuldstændig! Og selvom det er kompetente hænder, så er jeg stadig ved at hyle, når jeg tænker på det. Mine hænder er der jo ikke! Og det har hun jo ikke prøvet før!

Vi startede ud med at komme ned på børnekirurgisk afsnit i morges kl.8.30. Det er der, hvor vi skal være i morgen. Her skulle hun indskrives, have armbånd på og den slags. Og så tog de temperatur – 38 grader!  LORT!

20 min. senere var temperatuen faldet til 37,6. Hun har haft det fint i dag, så det var forhåbentlig bare, at hun havde haft for meget tøj på i bilen og i for lang tid´, før vi fik hende ud af det på stuen. Men jeg var godt nok lige ved at bryde sammen ved udsigten til, at det måske blev aflyst pga. sygdom! Tanken om at skulle vente en måned mere, var fuldstændig uudholdelig!

Selvfølgelig skal de ikke operere, hvis hun er syg, og det er uforsvarligt – men tanken om at skulle vente – shit… Heldigvis faldt den og hun virkede frisk – ingen forkølelse osv., så de ville gerne operere. Men det er da lige en ekstra bekymring oven i hatten, som jeg godt kunne være foruden! For jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om hun mon er på vej til at blive syg, og der så pludselig opstår komplikationer.

Fire timer endnu – måske kun tre. Det er meeeget lang tid at vente! Kristoffer forsøger at sove for at få tiden til at gå hurtigere. Jeg prøver at tænke på alt muligt andet end Dagmar – fx Laurits. Men det er fandme svært!

Og hvad venter der så bagefter? Hvordan går operationen? Hvordan har hun det? Jeg vil bare gerne kunne skrue tiden frem, så jeg kan få hende i mine arme og se at alt er godt igen!

 

Dagmar er ved at komme i sygehustøjet.

Dagmar er ved at komme i sygehustøjet.

20150114_083436

En glad, lille karatepige;-)

Jeg lægger nok billeder på senere. Måske hun ikke ser skide godt ud, så man skal lige overveje, om man har lyst til at se det!

Og tak for alle de hilsner, der er kommet i går og i dag. Det varmer virkelig meget!

Lort. Tis. Prut

Det kunne godt være overskriften på en virkelig dårlig ”undersøgelsesdag” på sygehuset. Det er det nu ikke! Det er ord, som starter med l, t og p! Laurits er meget interesseret i bogstaver for tiden, og han spørger tit: ”hvad starter … med”. Vi er som regel hele turen igennem familien (og også hvor mange bogstaver der er i deres navne), til aften var vi igennem alt på bordet, i rummet og altså også de lidt mindre pæne ord;-) Men man kunne næsten ikke tillade sig at sige, at han ikke måtte sige de ord, når nu man også gerne vil bevare hans nysgerrighed;-)

Dagen har heldigvis ikke været en ”lortedag”. Vi var på sygehuset i tre timer, men er kommet hjem for at sove, inden vi skal møde ind i morgen kl.8.30.

I dag skulle vi se den afdeling, hvor vi skal overnatte to af nætterne (børnekirurgisk afsnit), første nat skal vi dog være på intensiv. Vi mødte den kæbekirurg, der også skal være med til operationen. De er åbenbart to operationshold, der opererer samtidig. Han skal ikke operere i kæben. Men som kæbekirurg, er han god til at operere små ting og god til at arbejde med det materiale, som de skal bruge til at sætte ind i panden og mellem kraniepladerne. Så de arbejder sammen under operationen. Så går det også hurtigere, og det er jo meget godt, for hun kommer i forvejen til at miste en masse blod under vejs. Faktisk giver de hende en blodtransfusion allerede inden de opererer, for at være på forkant – ellers kan de ikke følge med.

Vi var også henne og få taget billeder. Klinisk fotografering kaldte de det. Det viste sig at være en fotograf, der tog portrætfotos – ikke helt det vi havde forestillet os! Hun blev fotograferet på alle leder og kanter. Fra siden, oppefra og nedefra – alt. Så kan de sammenligne efter operationen. Om det skal bruges til andet, ved jeg ikke.

Og så fik hun taget blodprøver. Det var de til gengæld virkelig dårlige til. Man skulle ellers tro, de var vant til at finde blodårer i små, tykke babyarme! Men det tog 20 min. at få fyldt de tre små glas, og de var tre kvindfolk om det! Dagmar tog deres moslen rundt rigtig pænt de første 5 min. Men da de først havde prøvet at stikke i den ene arm i lang tid og skulle i gang med den anden, så var hun ikke så tilfreds længere. Så hun skreg rigtig meget derfra! Jeg tror, det var det, som krævede hendes kræfter i dag! For hun har sovet rigtig meget, siden vi kom hjem, til trods for at hun også tog et par lure på sygehuset mellem undersøgelserne. Men det er jo hårdt at skrige så meget!

Jeg er spændt på, hvor meget, hun kommer til at skrige i morgen. Hun skal jo faste i 4 timer – og det bliver sikkert også til lidt mere, inden de kommer i gang. Jeg må forsøge at vække hende i nat lidt i 5, så hun måske kan spise lidt der! Og så håber jeg bare, hun sover længe, og ikke som hun plejer for tiden – står op ved 6-7 tiden. Så er der altså lang tid til kl.9 for en lille baby! Men det er jo umuligt at planlægge. Man kan jo ikke forklare hende det! Der er bare at håbe og krydse fingre. Noget jeg i øvrigt kommer til at gøre hele dagen i morgen! Ledige fingre og hænder må gerne krydses på vores vegne i morgen – tak;-)