Ja tak! Det er sgu lettere sagt end gjort. Og det stresser mig helt vildt! Så meget, at jeg har haft et par tudeture i dag. Det måtte måske komme, men jeg troede faktisk, jeg var sej eller i hvert fald afklaret, men det var jeg så alligevel ikke helt.

Sygdom er en temmelig fast del af vores (vinter)liv. Er der en virus i 10 km’s afstand, så skal en i familien nok fange den. Så hvordan er det lige, jeg skal sørge for, at Dagmar er helt og aldeles rask d. 14. januar? Det stresser mig. For jeg vil bare så gerne have den operation overstået, og jeg kan slet ikke overskue, at den pludselig bliver udsat pga. sygdom. Det må bare ikke ske! Og så kan de der læger godt sidde og sige, at det ikke gør noget – sådan plus/minus et par måneder – så længer det ikke først bliver til juni. Sikke da en opmuntring… Det de rent faktisk siger er jo, at det helst skal gøres hurtigst muligt!?

Så jeg har hylet lidt over, at vi skal holde jul med en, som lige har haft skoldkopper. Også selvom han for længst er ovre smitterisikoen, når vi når til juleaften. Men fordi jeg ikke kan overskue “hvis nu”… hvis nu en af mine unger alligevel bliver smittet, fordi han havde en helt særlig form for skoldkopper, som smitter meget mere og endnu længere, end normale skoldkopper. Det er fuldstændig usandsynligt, det ved jeg godt! Men min hjerne tænker bare ikke særlig rationelt i forhold til det her!

Men. Det er sådan set lidt lige meget nu. Laurits har lidt feber her til aften og klager over ondt i ørerne. Sidst det var tilfældet, for ca. en måned siden, havde han mellemørebetændelse, så jeg tror godt på ham. Så sygdommen er i huset alligevel.

Så alt det der med at planlægge og se et par dage frem i tiden, det glemmer jeg bare lige igen! Og tre uger frem – ja det er jo helt umuligt, så jeg kan lige så godt lade være med at stresse over det. – Hvis bare jeg kunne! Jeg er vist sådan en, der tager sorgerne lidt på forskud. Og jeg hader at være dårligt forberedt og når tingene ikke bliver, som jeg havde tænkt det.

Når alle mand er raske – snart tak! Så burer vi os inde her på tredje indtil efter operationen! Det er det jeg har lyst til. For jeg kan simpelthen ikke overskue at vente længere. Jeg bliver så trist, når jeg tænker på den operation. For helvede hvor er det uretfærdigt!

Julestemning lige om lidt? Måske. Den kommer da snigende ind i mellem. Det er bare ikke lige det, der fylder mest lige nu! Måske i morgen…

I dag har vi været til forundersøgelse med Dagmar. Jeg havde vist forventet mig mere, for jeg føler ikke rigtig, jeg blev klogere i dag. Men vi fik en tid til operation – 14. januar. Det er jo lige om lidt!

Det er på samme tid vildt dejligt og sindssygt skræmmende, at det er lige om lidt! Det er pludselig blevet meget virkeligt. Jeg havde nok gået i mit stille sind og håbet, at lægen tog fejl sidst. At hun alligevel ikke fejlede noget. For det bliver jo hele tiden pænere. Men…det var ligesom overhovedet ikke på tale!

De var tre læger, som stod lige oppe i hovedet på hende, og sagde ting som: ”Det kan jeg godt se”, ”ja det går ind under der..” osv. Og jeg fik ikke spurgt ind til, hvad de snakkede om, for så holdt Dagmar op med at synes, det var hyggeligt at være så meget i centrum! Det er nok også lige meget, jeg behøver ikke forstå alt det tekniske. Det er jo ikke mig, der skal operere hende (heldigvis). Og der var i hvert fald ingen tvivl om, at hun skulle opereres (øv!).

Vi fik gennemgået operationsforløbet igen og snakket med en narkoselæge og en sygeplejeske, der fortalte lidt om alt det praktiske – indlæggelse osv.

Jeg kan stadig godt tænke på det og snakke om det på en ”kontrolleret” måde. Men jeg kunne godt mærke i dag, da vi snakkede, at følelserne kom tættere på overfladen. Og det bliver nok endnu mere, jo tættere vi kommer på operationsdagen.

Det er bare ikke særlig fedt at tænke på, at ens lille datter skal opereres i hovedet. At de skal skære lidt at pandeknoglen i den ene side, knuse den og så blande den op med lidt plastik, som de så kan sætte ind i den anden side (eller hvordan det nu lige præcis var, de forklarede det)! Fuck det er Frankenstein! Prøv at google kraniosynostose – man kan finde nogle ret skræmmende billeder! (så lad faktisk være!)

I det mindste lader det til, at de har styr på det. De er specialister og har prøvet det mange gange før. Det gør det nu ikke ret meget mindre hårdt, når man nu er en mor, der ikke lige har prøvet det før!

Jeg har fundet to billeder, hvor man kan se hende fra en ”god” og en ”dårlig” vinkel. De er taget den samme dag (det fremgår vist egentlig ret tydeligt;-)) De er taget på hendes tremåneders dag, så de er ikke helt up to date (fx har hun næsten ikke noget af det mørke hår tilbage), men de viser, hvordan hun ”snyder” mig en gang imellem – indtil jeg pludselig ser hende fra en anden vinkel – fx i spejlet.

Operation er nødvendigt, hvor ubehageligt det end er at tænke på! Bliver hun ikke opereret, så har hjernen ikke plads til at vokse, og så får hun en hjerneskade. Så det er altså ikke kosmetisk, men temmelig nødvendigt! Men forhåbentlig bliver hun da også endnu kønnere;-)

I forbindelse med operationen tester de hende for eventuelle syndromer. Den form for kraniosynostose, Dagmar har, er der 50% risiko for at den er del af et syndrom, og så kan der være alt muligt andet galt også. Men kig lige på hende, så skøn og dejlig som hun er (og stor og tyk;-)), så fejler hun ikke andet! (BASTA)

I morgen skal jeg til at fokusere på at holde jul. Jeg kan godt mærke, det er trådt lidt i baggrunden. Jeg er ret ligeglad, jeg vil bare gerne hen til d.14. januar – eller faktisk hellere d. 20. eller sådan noget, hvor det er overstået! Men (heldigvis) har jeg en lille søn, som er ret vild med jul (og står lidt tidligere op for tiden, fordi der er gave fra julemanden), og ham skal jeg julehygge med i morgen – og indtil 5. januar. Så kommer det forhåbentlig lidt på afstand. Det bliver rart nok 😉

Jeg er mor til to skønne børn. Jeg kan ikke forestille mig, de kan fås meget mere fantastiske:-) Men når det er sagt, så har det ikke altid været, som jeg havde forestillet mig at blive mor.

Jeg troede, jeg var ret godt forberedt. Jeg havde en masse forestillinger om det. Alligevel var det noget af et chok. Jeg tror, at lige meget hvor meget, man har læst, hørt og set, så er der ingen, der kan forberede dig på den kæmpe omvæltning, det er! Man kan bare ikke forberede sig på alt. Og man går i hvert fald ikke og forbereder sig på at få et sygt barn, selvom man selvfølgelig godt ved, man kan risikere det!

At være gravid har for mig betydet 9 måneders forventning, der skulle indfries. Selve det at være gravid, har jeg ikke syntes, var specielt sjovt. Så jeg har virkelig set frem til fødslen og ikke mindst barnet – og når man så ikke får indfriet sine forventninger, men står med en dårlig fødselsoplevelse og et sygt barn, så er det virkelig en kamel, der skal sluges!

Min søn var meget syg ved fødslen. Det var et hårdt første år, hvor vi dog heldigvis er ”ude på den anden side”. Og jeg troede faktisk, vi havde taget vores ”tørn”, og at det var vores tur til at få den gode fødselsoplevelse og det raske barn, da jeg igen var gravid. Men livet er ikke specielt retfærdigt! Og endnu engang står vi med et sygt barn. Jeg skal selvfølgelig ikke overdrive, der findes mange børn, som er mere syge og mere alvorligt syge. Hun er ikke kritisk syg, men hun har en lidelse – kraniosynostose, og der skal en operation til ellers bliver hun hjerneskadet! Så det er ikke “ingenting”, selvom der kan gøres noget ved det, og hun så forhåbentlig bliver rask.

Og jeg synes, det er uretfærdigt! Jeg synes, det er så unfair, at det er min datter, det skal gå ud over. Ikke at jeg ønsker, at andre skal igennem de ting, vi gennemgår. Jeg vil bare også slippe! Jeg vil også have en barsel uden ekstra bekymringer og sygt barn! Det var fandme min tur!

I morgen skal min lille pige gennemtjekkes på hospitalet for eventuelle syndromer, og senere skal hun opereres.  Jeg elsker mine børn betingelsesløst og selvom jeg lige nu føler, at livet som mor er lidt ekstra hårdt for mig end for så mange andre, så skal jeg lige huske mig selv på alle de glæder, mine dejlige unger også giver mig. På trods af bekymringerne, så ville jeg aldrig være dem foruden!

Det er måske så meget sagt, at jeg ”glæder mig” til i morgen. Men det bliver rart ”at komme i gang”, for vi har lige siden fødslen gået og ventet. Vi kunne godt se, at hun var skæv og trykket og ikke rettede sig hurtigt nok ud. Så nu skal vi bare videre, så vi kan komme ud på den anden side, hvor der venter en sund og rask lille pige (7,9,13).

Det er den her lille, skæve basse, jeg går og bekymrer mig om:-)

Og her et billede af begge mine lækre unger:-)
Lillepigen har rettet sig meget siden fødslen, men der er stadig lang vej.

Læs med på bloggen, hvis du har lyst til at følge med i lillepigens udfordringer og dagliglivet generelt;-)  og send gerne god karma i vores retning, det kan vi helt sikkert bruge 🙂