Det med småt

Det er ca. et halvt år siden, jeg oprettede bloggen. Det har været rigtig fint at have en blog, og jeg har aldrig haft problemer med at “finde på” noget at skrive om.
Mit udgangspunkt for at oprette bloggen var, at jeg i efteråret sidste år pludselig endnu en gang stod med et sygt barn og en barsel, der desværre ikke blev som håbet.

Laurits’ fødsel og første tid var rigtig hård, og Dagmar har også været igennem sindssygt meget:-(
Det fyldte rigtig meget – og gør det stadig. På mange måder har jeg følt mig snydt og uretfærdigt behandlet. Jeg har syntes, det var urimeligt, at det (igen) skulle gå ud over “mig”.

Alle de hårde ting, der har fulgt med at få børn, ønskede jeg at dele – fordi jeg håbede, det kunne hjælpe andre i samme situation, og kunne være godt for mig selv at “få det ud”.

Jeg har derfor delt meget ud af Dagmars sygdomsforløb og også lidt om Laurits’ hårde start og de “komplikationer”, vi stadig oplever – heldigvis ikke noget stort. Men nok til at det stadig fylder ind imellem.
Det er ikke altid let at være mor til to unger – det er ikke nemt i al almindelighed, tror jeg. Men de ekstra udfordringer vi har mødt, gør det da ikke nemmere.

Jeg har nydt at dele – også en masse gode historier – for dem er der heldigvis også rigtig mange af:-)
Men, jeg kan mærke, at det skal stoppe nu.

På det sidste har jeg ikke skrevet ret meget, ikke fordi jeg ikke har haft lyst og har haft en masse at skrive om, men fordi der har været en masse ting, jeg ikke ville skrive om. Jeg har haft en hård periode – med mig selv. Muligvis slår det mig nu, fordi jeg nu endelig har tid til at tænke lidt på mig selv, og det har hobet sig op længe og nu “slår til”. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke har haft det skide godt, og mit overskud har været helt i bund. Og så har det faktisk været en ekstra “stressfaktor”, at jeg gerne ville skrive men ikke havde tiden og overskuddet. Og efter jeg besluttede mig for at stoppe med at skrive (med undtagelse af opfølgningen på Dagmars halvårs tjek), så har jeg fået lidt mere luft – selvom jeg savner at dele ud;-)

En anden grund til at stoppe med at blogge er, at det er lidt for hårdt at udstille de svære ting. Jeg lavede jo bl.a. bloggen, fordi jeg ville have ønsket et sted, hvor jeg selv kunne læse, da jeg fik Dagmars diagnose – og da det ikke fandtes, så måtte jeg jo selv;-)

Og der er da også andre “kranioforældre”, der har fundet mig – her og på IG, og det er jo sådan set dejligt. Men det er også lidt hårdt at blive konfronteret med deres børns sygdom – og dermed blive mindet om alt det Dagmar var igennem. Jeg ville ønske, jeg kunne udvise det overskud, jeg egentlig oprettede bloggen med, men overskuddet et væk pt., og jeg tror måske, jeg er nødt til at trække stikket lidt for at passe på mig selv.

Om jeg på et eller andet tidspunkt får lyst til at skrive noget igen, vil jeg ikke udelukke – for det har også været sjovt;-) Og det har helt sikkert også været en god måde for mig selv at bearbejde nogle ting. Måske skriver jeg, når (hvis) Dagmar igen skal opereres, måske gør jeg ikke. For nu vil jeg i hvert fald stoppe med at lave nye indlæg, om jeg lukker helt ned, ved jeg ikke. Jeg har ikke helt besluttet mig.

Og så vil jeg bare lige sige tak til jer, som har læst med. Jeg har været meget glad for alle kommentarer og likes og opkald og samtaler i virkeligheden, der har fulgt med:-) Tak. Og på gensyn i den virkelige verden:-)

Halvårstjek

I dag er det et halvt år siden, Dagmar blev opereret – eller lige knap, om et par dage er det. Men det var i dag, vi var blevet indkaldt Jeg har glædet mig rigtig meget til at snakke med lægen igen, for det har ind imellem været lidt mærkeligt, at vi efter operationen bare blev sendt hjem, og så kunne vi klare os selv.

Det er jo gået fint med at være hjemme, og alt er gået som det skal være, men derfor havde jeg nu alligevel glædet mig lidt til at snakke med lægen.

Jeg havde dog også (heldigvis) forberedt mig på, at jeg sikkert ikke ville blive ret meget klogere. Og det var også tilfældet:-(

Han syntes, at Dagmar så fin ud, men han kunne også godt se, at hun allerede var blevet skæv igen. Hans bedste bud var, at hun skulle opereres igen – om under et år! Men han kunne ikke sige, om hun ville rette sig mere ud og dermed blive “pænere”, eller om hun ville blive endnu mere skæv i løbet af det næste halve år. Det kunne gå begge veje!

Vi var godt forberedt på, at yderligere en operation kunne blive nødvendig. Det er det ca. halvdelen af gangene – for børn med denne type kraniosynostose! Han mente også, at den næste operation primært ville have et kosmetisk formål, idet hendes hjerne ikke længere bliver trykket – og også vil have plads nok til at vokse, hvis vi vælger, at hun ikke skal opereres igen.

Jeg synes, det er lidt ubehageligt, at det på en måde er “op til os”, om hun skal opereres igen:-( Jeg har jo ikke ligefrem lyst til, at hun skal igennem endnu en operation. Og det er bare meget nemmere at tage “valget”, når det er nødvendigt, som det var første gang!

Når det så er sagt, så er vi jo selvfølgelig kun interesserede i, at hun bliver så symmetrisk og “pæn”, som det kan lade sig gøre. Så selvfølgelig skal hun opereres igen, hvis det er det, der giver det bedste resultat i sidste ende!

For selvom operationen er en hård tid, og jeg ikke ligefrem tror det bliver nemt at holde en knap to-årig i ro i to måneder, så kan det helt sikkert godt betale sig i det lange løb – det er jo forhåbentligt! mange år, hun skal leve med sit udseende!

Det værste er lige nu, at vi ikke fik nogen svar. At vi skal igen vente og se tiden an. Jeg hader det! Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få alt det her “kranio-pjat” overstået, så vi bare kan komme videre… Men det ser ud til, vi lige må vente et års tid med det.

Heldigvis har hun det jo godt. Og han var meget imponeret over hende. “Hun kan da ret meget, kan hun ikke?” spurgte han om:-) Og jo, det kan hun;-) Hun er rigtig godt med motorisk osv. og udvikler sig, helt som hun skal, og det er trods alt det vigtigste:-)

Så må vi tage en eventuel ny operation, når den kommer.

Billedet

Billedet her er fra Dagmars 11 måneders dag – så næsten to uger gammelt. Det er ret tydeligt at se forskellen på øjnene, mens skævheden i mund/hage/næse ikke er så tydelig.

Skøn og dejlig er hun heldigvis:-) Og nu kan vi trods alt krydset dette tjek af listen og så koncentrere os om at holde sommerferie:-)