Det er ca. et halvt år siden, jeg oprettede bloggen. Det har været rigtig fint at have en blog, og jeg har aldrig haft problemer med at “finde på” noget at skrive om.
Mit udgangspunkt for at oprette bloggen var, at jeg i efteråret sidste år pludselig endnu en gang stod med et sygt barn og en barsel, der desværre ikke blev som håbet.
Laurits’ fødsel og første tid var rigtig hård, og Dagmar har også været igennem sindssygt meget:-(
Det fyldte rigtig meget – og gør det stadig. På mange måder har jeg følt mig snydt og uretfærdigt behandlet. Jeg har syntes, det var urimeligt, at det (igen) skulle gå ud over “mig”.
Alle de hårde ting, der har fulgt med at få børn, ønskede jeg at dele – fordi jeg håbede, det kunne hjælpe andre i samme situation, og kunne være godt for mig selv at “få det ud”.
Jeg har derfor delt meget ud af Dagmars sygdomsforløb og også lidt om Laurits’ hårde start og de “komplikationer”, vi stadig oplever – heldigvis ikke noget stort. Men nok til at det stadig fylder ind imellem.
Det er ikke altid let at være mor til to unger – det er ikke nemt i al almindelighed, tror jeg. Men de ekstra udfordringer vi har mødt, gør det da ikke nemmere.
Jeg har nydt at dele – også en masse gode historier – for dem er der heldigvis også rigtig mange af:-)
Men, jeg kan mærke, at det skal stoppe nu.
På det sidste har jeg ikke skrevet ret meget, ikke fordi jeg ikke har haft lyst og har haft en masse at skrive om, men fordi der har været en masse ting, jeg ikke ville skrive om. Jeg har haft en hård periode – med mig selv. Muligvis slår det mig nu, fordi jeg nu endelig har tid til at tænke lidt på mig selv, og det har hobet sig op længe og nu “slår til”. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke har haft det skide godt, og mit overskud har været helt i bund. Og så har det faktisk været en ekstra “stressfaktor”, at jeg gerne ville skrive men ikke havde tiden og overskuddet. Og efter jeg besluttede mig for at stoppe med at skrive (med undtagelse af opfølgningen på Dagmars halvårs tjek), så har jeg fået lidt mere luft – selvom jeg savner at dele ud;-)
En anden grund til at stoppe med at blogge er, at det er lidt for hårdt at udstille de svære ting. Jeg lavede jo bl.a. bloggen, fordi jeg ville have ønsket et sted, hvor jeg selv kunne læse, da jeg fik Dagmars diagnose – og da det ikke fandtes, så måtte jeg jo selv;-)
Og der er da også andre “kranioforældre”, der har fundet mig – her og på IG, og det er jo sådan set dejligt. Men det er også lidt hårdt at blive konfronteret med deres børns sygdom – og dermed blive mindet om alt det Dagmar var igennem. Jeg ville ønske, jeg kunne udvise det overskud, jeg egentlig oprettede bloggen med, men overskuddet et væk pt., og jeg tror måske, jeg er nødt til at trække stikket lidt for at passe på mig selv.
Om jeg på et eller andet tidspunkt får lyst til at skrive noget igen, vil jeg ikke udelukke – for det har også været sjovt;-) Og det har helt sikkert også været en god måde for mig selv at bearbejde nogle ting. Måske skriver jeg, når (hvis) Dagmar igen skal opereres, måske gør jeg ikke. For nu vil jeg i hvert fald stoppe med at lave nye indlæg, om jeg lukker helt ned, ved jeg ikke. Jeg har ikke helt besluttet mig.
Og så vil jeg bare lige sige tak til jer, som har læst med. Jeg har været meget glad for alle kommentarer og likes og opkald og samtaler i virkeligheden, der har fulgt med:-) Tak. Og på gensyn i den virkelige verden:-)
Operationen er nu godt overstået, og vi er kommet hjem. Det har jeg skrevet om flere gange.
Jeg har til gengæld ikke vist så mange billeder endnu, men de kommer her!
Det er ikke alle billederne, der er lige behagelige. Men så kan man jo skynde sig forbi;-)
De første billeder er fra onsdag d. 14. januar og de sidste fra i dag.
Hun blev indlagt d. 14. januar. Vi skulle lige have en forskrækkelse i form af lidt feber, men heldigvis var det ikke så meget, så hun kunne godt blive opereret. Og ved 9-tiden kom hun i hospitalstøjet.
Lille, glade Dagmar, der ikke aner, hvad der venter hende!
Hun skulle jo faste inden operationen, og det gik faktisk meget godt. Hun blev lidt utilfreds til sidst, fordi det hele tog lidt længere tid, fordi vi skulle måle temperatur to gange osv., men det var først ved scanneren, hun begyndte at blive rigtig utilfreds – især da hun blev lagt på scanningsbordet. Men her fik hun jo ret hurtigt en maske med sovemedicin, og så faldt hun jo til ro.
Det var meget mærkeligt at gå fra hende ved scanningslokalet og vide, at når vi så hende igen, så ville hun se helt anderledes ud – ingen hår, en anden ansigtsform og ledninger og blod over det hele.
Sådan her så hun ud, da vi kom over til hende på intensiv kl.13.30.
Hun var ikke specielt frisk! Hun havde dog ligget og forsøgt at vende sig om på maven! Og hun havde også virket lidt sulten. Da hun kom over til mig, faldt hun til ro, og der gik ca. en times tid, før hun fik noget at spise.
Hun var rimelig dvask, og man kunne godt mærke, at hun havde fået meget medicin, og at narkosen ikke var helt ude af kroppen.
Og så var der lige det med alle ledningerne. En ordentlig håndfuld som man også kan se. Hun havde jo alt muligt udstyr tilsluttet. Og man kan måske lige skimte, at jeg ved min hals har nogle røde ledninger – det er ledningerne fra de dræn, hun havde i hovedet. De var tilsluttet nogle ret store beholdere, som samlede det blod, der kom fra såret. På dette billede ligger beholderne bag min nakke. Jeg synes klart, at drænene var det værste.
Hun havde iltmasken foran sig de første timer og så lidt on/off de næste 10 timer.
Plasteret går fra øre til øre! Bemærk de fine, røde “riller” i panden. Jeg forestiller mig, at det er riller, der er kommet ved, at de har “rullet panden ned”. Ren Frankenstein… Jeg ved dog ikke, om det er tilfældet. Men et eller andet har de jo gjort med huden fra panden, da de satte plasma ind og udbyggede panden!
Sødeste, lille Dagmar-basse:-) Hendes størrelse skabte lidt problemer, da det var svært at se hendes blodårer! Og så blev det livligt kommenteret – på kærlig vis;-)
Kønt er det ikke med de dræn:-( Men faktisk blødte hun mindre, end de tit gør. Og der kom heller ikke så meget ud med drænene som nogen gange. Måske det er derfor, hun ikke er hævet helt så meget op i ansigtet!
Der er sket meget med hendes ansigt! Hun er meget mere symmetrisk nu. Og i starten syntes jeg slet ikke, det lignede Dagmar. Jeg har været så vant til at se hende med en skæv pande og en størrelsesforskel på øjnene, så det så helt forkert ud! Jeg har dog vænnet mig til det nu:-)
Hun sov heldigvis rigtig meget de første par dage. Det er hårdt at blive opereret!
Og her et lille billede af “stuen” på intensiv. Der var to andre på samme stue med en lille afskærmning imellem os. Den blå stol var min “seng” for natten. Det var dog ikke mange timers søvn jeg fik, for selvom Dagmar sov meget, så vågnede hun op hele tiden og skulle trøstes. Jeg kunne godt mærke på hende det første døgn, at der var sket meget, og hun var forvirret! Hun reagerede rigtig meget på lyde og også lidt på alle de forskellige sygeplejesker og læger. Det blev dog bedre allerede dagen efter!
Torsdag kom Kristoffer tilbage til os på intensiv. Til en noget friskere Dagmar. Hun havde ikke længere brug for iltmasken men ligger i stedet og leger med den:-) Der var jo mange spændende ledninger i hendes seng, som hun gerne skulle smage på;-)
Torsdag formiddag blev vi flyttet til børnekirurgisk afsnit. Den fine isbjørn er en gave for at have klaret operationen – sammen med en medalje (nok mere til større børn! Tror Laurits får den som en “fordi-du-er-så-god-til-at-passe-på-din-lillesøster-gave”:-))
Det eneste der var tilbage torsdag, var dette venflon i lysken til at give medicin i og så plasteret! Drænene blev taget ud, lige inden vi tog fra intensiv. Hun er endnu ikke begyndt at hæve så meget op. Men hendes pande er hævet lidt her på billedet og højre øje en lille smule!
Ved 20-tiden begyndte hun at hæve en del op. Humøret er heldigvis stadig fint:-)
Fredag middag er øjet hævet endnu mere op.
Vi skal have pillet venflonet ud, og så skal vi snart hjem! Jeg troede faktisk ikke, jeg ville føle mig klar til at tage hjem. Men selvom hun stadig har smerter ind imellem og er hævet, så er hun jo allerede min lille Dagmar igen, som jeg sagtens kan passe derhjemme:-)
Her er plasteret ved at blive taget af, det skulle lige skiftes, inden vi kunne tage hjem.
Arret så faktisk ikke så slemt ud, som jeg havde frygtet. Men noget kønt syn er det da ikke!
Fredag aften er det andet øje også hævet lidt op. Vi fik at vide, at det ville toppe her om fredagen, så vi håbede, hun ville fortsætte med at kunne kigge lidt ud af det højre øje. Og det blev ikke ret meget værre, end man kan se her. Så hun har været heldig. Det havde været knap så sjovt, hvis hun havde været lige så hævet på begge øjne, som hun er på det venstre!
Lørdag tog Kristoffer og Laurits ned til farmor og farfar. Laurits har taget det rigtig pænt. Men vi tænkte, at han måske ikke behøvede at se hende så meget på den måde. Og at hun måske også havde brug for ro. Og jeg tror egentlig, det har været meget godt. Selvom han har taget det pænt – og hun virkelig er livet op, når hun har været sammen med ham! Så har hun også haft en del skrigture, og jeg har været glad for min strækvikle, for jeg har båret hende meget! Hun har (selvfølgelig) været pylret og haft brug for ekstra omsorg! Så det har hun fået – af mig og af mormor, som har været her for at hjælpe:-)
I løbet af lørdag begyndte hævelsen at falde, og hendes øje blev mindre rødt og spændt! Og lørdag aften ved 21-tiden, kan man ane en lille sprække af venstre øje:-)
Dette billede er fra i dag, søndag:-)
Man kan godt se, der er kommet lidt mere sprække i venstre øje. Hendes pande er heller ikke så hævet mere! Om et par dage, kan vi tage plasteret af, og hun kan komme i bad.
Og nej, det er ikke frisør, hun har været til! Tydeligvis:-) Så vi skal lige have fat i trimmeren, så vi kan få taget de lange totter;-) Og så kan vi bare vente på, håret vokser ud og dækker arret! Og så begynder det forhåbentlig bare at gå fremad sådan rent udseendemæssigt;-)
Det bliver spændende at se, hvordan hun egentlig kommer til at se ud. For hun er stadig skæv rundt omkring, og der er meget, der skal rette sig. Så det bliver spændende at følge det næste halve års tid, hvor der forhåbentlig stadig er en del, der kan rette sig lidt. Og så er der bare at håbe, at det hele retter sig så meget og har fået så meget plads, at hun ikke behøver at skulle opereres igen – det må tiden vise.
