Jeg har været så heldig at få to skønne børn. Det er jo mega fantastisk og gør mig lykkelig hver eneste dag. Men de har begge to haft en hård start på livet, og det har ikke altid været nemt at blive mor. Nogle gange spekulerer jeg over, hvori heldet egentlig består, og om det havde været bedre hvis…hvis et eller andet. For jeg ved ikke rigtigt, hvad alternativet skulle være – ud over at det selvfølgelig havde været bedre, nemmere og sjovere at få to børn uden komplikationer!

Men tanken om, om jeg egentlig “burde” få børn, når nu de tilsyneladende ikke kan være helt raske (og i øvrigt heller ikke bare sådan er kommet), den kommer snigende, når jeg har en hård dag. Så bliver jeg overmandet af sådan en følelse af utilstrækkelighed og uretfærdighed! Det kommer som regel i forbindelse med træthed – altså den der ekstreme træthed, når jeg har sovet virkelig dårligt – i lang tid. Fx i forbindelse med sygdom hos en af ungerne. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er en “grund” til at det har været så svært at få børn – og at de har været/er syge. Om der er noget galt med mig?

Dagmar var syg i mandags (efter vaccination), og jeg var ekstremt træt og udmattet over at havde en konstant pylret/skrigende baby på armen. Sådan nogle dage kan jeg godt have sværere ved at finde det gode humør frem og nogle af de lidt “mørkere” tanker finder vej!

Det med søvnberøvelse må jeg blankt erkende, virkelig påvirker mit humør! Jeg er så virkelig, utrolig dårlig til søvnmangel! Jeg har så uendeligt meget brug for min søvn, og jeg kan gå hen og blive et temmeligt dårligt menneske, hvis jeg ikke får søvn nok! Jeg bliver kort for hovedet og vrissen. Og jeg begynder at tvivle på mig selv og mine evner som mor! For jeg får også så dårlig samvittighed!

Jeg vil så utrolig gerne være en god mor – altid! Så når jeg kommer til at vrisse af min søn, eller ikke magter at vugge min datter mere, fordi hun har skreget konstant i to timer, så får jeg virkelig dårlig samvittighed over, at jeg ikke magter det, og begynder at tænke, at jeg ikke burde have fået børn – og at det måske var derfor, jeg havde svært ved at blive gravid!

De fleste dage dukker tankerne kun op i kortere tid og forsvinder så igen, når Dagmar smiler til mig, eller Laurits siger “jeg elsker dig mor” eller bare gerne vil lege med mig.  Men der er også dage som i mandags, hvor jeg aldrig rigtig føler mig frisk, hvor tankerne kan fylde lidt mere – også lidt for meget!

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke er taknemmelig – for det er jeg MEGET! Jeg er så heldig at have to dejlige børn! Og det er virkelig held! De er ikke bare kommet. Det var “hårdt” arbejde!

Det tog næsten to år at blive gravid med Laurits. Og det var nogle rigtig hårde år, hvor jeg tvivlede på alt – mig selv, mit forhold, og ikke mindst på, om det mon var fordi, der var noget galt med mig/os eller jeg /vi ikke havde fortjent det. Og der blev rippet op i det igen, da det tog 14 mdr. at bliver gravid med Dagmar.

Og jeg har haft den tanke mange gange siden! For da jeg endelig blev gravid, havde jeg ikke nogen let graviditet, den var forbundet med en masse gener, komplikationer, ekstra scanninger og en sygemelding. Det var ikke nogen let graviditet, og jeg kunne godt stå med en følelse af, om det egentlig var “meningen”, at jeg skulle være gravid, når nu jeg var så dårlig til at blive det og være det.

Og så kom fødslen! Det var mildest talt en voldsom oplevelse, hvor Laurits måtte kæmpe for sit liv! Og da vi så kunne se, at han ville overleve, blev spørgsmålet, hvor stor hjeneskade han fik og hvilken betydning, den ville få. For han ville få en hjeneskade, det vidste vi. De kramper han havde i hjernen det første døgn, og alle de gange han stoppede med at trække vejret, det ville give en skade. Heldigvis (har det vist sig senere) så har den ingen betydning haft.

Laurits - et par timer efter fødslen.

Laurits – et par timer efter fødslen.

Men mens vi stod i det, var jeg godt nok bange for, om vi havde blandet os for meget i naturen! Både i forhold til at blive gravid og igangsættelse af fødslen. Fuldstændig irrationelle tanker, det ved jeg godt, men de blev ved med at spøge! Og med Dagmars fødsel og hendes sygdom, så har tankerne virkelig fået liv igen – for hun har jo heller ikke været verdens mest heldige baby… Og hvad nu, hvis det er “min skyld” – mine gener eller et eller andet ved mig!

Dagmar - inden vi kendte til kraniosynostosen.

Dagmar – inden vi kendte til kraniosynostosen.

Jeg er nødt til at sætte min lid til, at selvom det ikke har været nemt at blive gravid, graviditeterne har været hårde, og børnene har haft deres at kæmpe med efterfølgende, at så er det hele trods alt sket naturligt… så der må da være “med vilje”.

Og så prøver jeg at dreje det til noget positivt og tænker, at det simpelthen må være fordi jeg/vi er så meget sejere end alle andre (jep!) at vi får sådan nogle lidt mere “besværlige” børn. At det er fordi, vi kan klare det! For det kan vi jo, det skal man jo! Men derfor ville jeg nu gerne have været det foruden!

Og det kan også sagtens være, at mange andre mødre kan tænke ligesom mig. At være mor er vist kilde til konstant dårlig samvittighed og frygt for, om man nu gør det godt nok. Og det er aldrig sjovt, når tingene ikke bare går, som det skal, eller der er noget galt med ens barn. Det er der jo desværre mange, der prøver.

Jeg gør, hvad jeg kan for at være en god mor. Det må trods alt være det vigtigste. Og jeg elsker at være mor:-) Og så har jeg jo to skønne og raske børn på trods af alt! Vi har vist været igennem det værste! Og når jeg så lige begynder at få lidt mere søvn, så bliver det nok endnu bedre;-)