Når det er svært at blive mor!

Jeg har været så heldig at få to skønne børn. Det er jo mega fantastisk og gør mig lykkelig hver eneste dag. Men de har begge to haft en hård start på livet, og det har ikke altid været nemt at blive mor. Nogle gange spekulerer jeg over, hvori heldet egentlig består, og om det havde været bedre hvis…hvis et eller andet. For jeg ved ikke rigtigt, hvad alternativet skulle være – ud over at det selvfølgelig havde været bedre, nemmere og sjovere at få to børn uden komplikationer!

Men tanken om, om jeg egentlig “burde” få børn, når nu de tilsyneladende ikke kan være helt raske (og i øvrigt heller ikke bare sådan er kommet), den kommer snigende, når jeg har en hård dag. Så bliver jeg overmandet af sådan en følelse af utilstrækkelighed og uretfærdighed! Det kommer som regel i forbindelse med træthed – altså den der ekstreme træthed, når jeg har sovet virkelig dårligt – i lang tid. Fx i forbindelse med sygdom hos en af ungerne. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er en “grund” til at det har været så svært at få børn – og at de har været/er syge. Om der er noget galt med mig?

Dagmar var syg i mandags (efter vaccination), og jeg var ekstremt træt og udmattet over at havde en konstant pylret/skrigende baby på armen. Sådan nogle dage kan jeg godt have sværere ved at finde det gode humør frem og nogle af de lidt “mørkere” tanker finder vej!

Det med søvnberøvelse må jeg blankt erkende, virkelig påvirker mit humør! Jeg er så virkelig, utrolig dårlig til søvnmangel! Jeg har så uendeligt meget brug for min søvn, og jeg kan gå hen og blive et temmeligt dårligt menneske, hvis jeg ikke får søvn nok! Jeg bliver kort for hovedet og vrissen. Og jeg begynder at tvivle på mig selv og mine evner som mor! For jeg får også så dårlig samvittighed!

Jeg vil så utrolig gerne være en god mor – altid! Så når jeg kommer til at vrisse af min søn, eller ikke magter at vugge min datter mere, fordi hun har skreget konstant i to timer, så får jeg virkelig dårlig samvittighed over, at jeg ikke magter det, og begynder at tænke, at jeg ikke burde have fået børn – og at det måske var derfor, jeg havde svært ved at blive gravid!

De fleste dage dukker tankerne kun op i kortere tid og forsvinder så igen, når Dagmar smiler til mig, eller Laurits siger “jeg elsker dig mor” eller bare gerne vil lege med mig.  Men der er også dage som i mandags, hvor jeg aldrig rigtig føler mig frisk, hvor tankerne kan fylde lidt mere – også lidt for meget!

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke er taknemmelig – for det er jeg MEGET! Jeg er så heldig at have to dejlige børn! Og det er virkelig held! De er ikke bare kommet. Det var “hårdt” arbejde!

Det tog næsten to år at blive gravid med Laurits. Og det var nogle rigtig hårde år, hvor jeg tvivlede på alt – mig selv, mit forhold, og ikke mindst på, om det mon var fordi, der var noget galt med mig/os eller jeg /vi ikke havde fortjent det. Og der blev rippet op i det igen, da det tog 14 mdr. at bliver gravid med Dagmar.

Og jeg har haft den tanke mange gange siden! For da jeg endelig blev gravid, havde jeg ikke nogen let graviditet, den var forbundet med en masse gener, komplikationer, ekstra scanninger og en sygemelding. Det var ikke nogen let graviditet, og jeg kunne godt stå med en følelse af, om det egentlig var “meningen”, at jeg skulle være gravid, når nu jeg var så dårlig til at blive det og være det.

Og så kom fødslen! Det var mildest talt en voldsom oplevelse, hvor Laurits måtte kæmpe for sit liv! Og da vi så kunne se, at han ville overleve, blev spørgsmålet, hvor stor hjeneskade han fik og hvilken betydning, den ville få. For han ville få en hjeneskade, det vidste vi. De kramper han havde i hjernen det første døgn, og alle de gange han stoppede med at trække vejret, det ville give en skade. Heldigvis (har det vist sig senere) så har den ingen betydning haft.

Laurits - et par timer efter fødslen.

Laurits – et par timer efter fødslen.

Men mens vi stod i det, var jeg godt nok bange for, om vi havde blandet os for meget i naturen! Både i forhold til at blive gravid og igangsættelse af fødslen. Fuldstændig irrationelle tanker, det ved jeg godt, men de blev ved med at spøge! Og med Dagmars fødsel og hendes sygdom, så har tankerne virkelig fået liv igen – for hun har jo heller ikke været verdens mest heldige baby… Og hvad nu, hvis det er “min skyld” – mine gener eller et eller andet ved mig!

Dagmar - inden vi kendte til kraniosynostosen.

Dagmar – inden vi kendte til kraniosynostosen.

Jeg er nødt til at sætte min lid til, at selvom det ikke har været nemt at blive gravid, graviditeterne har været hårde, og børnene har haft deres at kæmpe med efterfølgende, at så er det hele trods alt sket naturligt… så der må da være “med vilje”.

Og så prøver jeg at dreje det til noget positivt og tænker, at det simpelthen må være fordi jeg/vi er så meget sejere end alle andre (jep!) at vi får sådan nogle lidt mere “besværlige” børn. At det er fordi, vi kan klare det! For det kan vi jo, det skal man jo! Men derfor ville jeg nu gerne have været det foruden!

Og det kan også sagtens være, at mange andre mødre kan tænke ligesom mig. At være mor er vist kilde til konstant dårlig samvittighed og frygt for, om man nu gør det godt nok. Og det er aldrig sjovt, når tingene ikke bare går, som det skal, eller der er noget galt med ens barn. Det er der jo desværre mange, der prøver.

Jeg gør, hvad jeg kan for at være en god mor. Det må trods alt være det vigtigste. Og jeg elsker at være mor:-) Og så har jeg jo to skønne og raske børn på trods af alt! Vi har vist været igennem det værste! Og når jeg så lige begynder at få lidt mere søvn, så bliver det nok endnu bedre;-)

 

 

Hvor blev min lille baby af?

Dagmar er seks måneder i dag. Seks måneder – et halvt år! Wow! Tiden er gået hurtigt! Jeg kan ikke rigtig forstå, det allerede er så længe siden, hun kom til verden. Men så igen, så føles det jo også som om, hun har været her altid, og det er også længe siden, jeg lå på sygehuset i hedebølge!

Og når jeg kigger på hende, så er det jo ret tydeligt, at hun ikke er en lille baby mere – hun kan jo alt muligt! Hun kan trille og skubbe sig baglæns (selvom det nok er fremad, hun gerne vil). Og hun er begyndt at spise grød! Og hun har jo også forandret sig helt vildt.

Dagmar 1 uge gammel (lille, tynd, meget hår, lidt skævøjet :-))

Dagmar 1 uge gammel
(lille, tynd, meget hår, lidt skævøjet :-))

Jeg kan næsten ikke kende hende! Det er der selvfølgelig også en anden grund til! For selvom der nok sker meget på et halvt år for alle babyer, så har Dagmar nok alligevel oplevet mere og forandret sig mere end de fleste pga. operationen!

For et halvt år siden tog vi hjem fra sygehuset glade over, at vi kunne tage hjem med en sund og rask baby. Og vi glædede os til en normal, hyggelig barsel, uden al mulig bøvl. Det kom jo desværre ikke til at holde stik! Sådan nogle børn kan vi åbenbart ikke få;-) Men. På trods af alle de bekymringer, det sidste halve år har bragt, så har det jo også bare været vildt skønt igen at have en lille baby:-) Kæft hvor er de bare skønne (og virkelig hårdt arbejde), og jeg har bare nydt det helt vildt.

I går var det to uger siden, Dagmar blev opereret, og det går hele tiden fremad. Hun bliver kønnere og kønnere;-) Og hun er også ved at komme sig i øvrigt! Hun har det lidt svært med fremmede her efter operationen (om det havde været det samme alligevel, er jo svært at vide). Og så sover hun stadig meget, meget dårligt! Vågner hver halve eller hele time og vil have mad hele natten! At hun lige er begyndt at få grød, gør det nok ikke bedre. Men, på et tidspunkt når grøden begynder at mætte, og hun er blevet tanket helt op på tryghed, så begynder hun forhåbentligt at sove bedre igen! Og så skal vi bare nyde tiden sammen endnu mere:-)

Men det er godt nok ufatteligt dejligt, at det sidste halve års bekymringer nu endelig kan lægges bag os! Og i takt med at Dagmars nye hår vokser ud, så tror jeg, det bliver endnu nemmere at glemme alt bøvlet;-)

Og så får I lige billederne igen – med en opdatering med hendes udseende i går;-)

For to uger siden, en uge siden og i går:-)

2015-01-21_14.21.14 2015-01-21_14.26.01 2015-01-28_20.47.52

Skønne, lille Dagmar. Såret heler så fint og bliver pænere og pænere!

2015-01-28_21.15.07

Det er lige før, jeg synes, hun ser en måned ældre ud på hvert billede – men der er kun en uges forskel;-) Men der sker bare så meget for tiden, at jeg synes, hun forandrer udseende næsten hver dag. Og så er hun også virkelig i gang med at udvikle sin personlighed – hun er vist ikke helt så blid og rolig, som jeg først troede;-) Jeg skal love for, hun har temperament og kan skrige igennem for at få opmærksomhed (men det er nok kun godt, når nu der er en storebror at konkurrere med:-)) Det er lidt underligt, at hun forandrer sig så meget – både udseende og personlighed. Men i takt med at hævelsen falder mere og mere, så synes jeg også hun kommer til at ligne min “gamle” Dagmar mere igen. Så må tiden jo vise, hvordan hun ender med at se ud og blive som person – indtil videre har jeg egentlig været godt tilfreds;-)

 

Min lille skæve baby!

Det er 5 måneder siden, min lille Dagmar kom til verden. Lille er måske så meget sagt – hun vejede 4600g og var 54cm lang ved fødslen.  Hun kom til verden på terminsdagen, og jordemoderen havde skudt hende til at være ca. et halvt kilo mindre. Jeg ved ikke, om jeg havde fået lov til at føde vaginalt, hvis de havde skudt hende så stor, som hun var (jeg har et akut kejsersnit bag mig). Men ud kom hun 🙂 Lille og sød – ikke så køn. Hun var fuldstændig trykket sammen i ansigtet, og vi jokede lidt med det – kaldte hende bulldog og snakkede om hendes boksernæse;-) i kærlighed naturligvis!

Vi var enige om, at hun ikke var så køn – men til gengæld utrolig sød:-) Det tog mig faktisk flere dage at finde et navn til hende, (vi var ellers ret sikre inden) men fordi hun var så ”grim”, så kunne jeg ikke helt forlige mig med, at hun skulle have det smukke navn;-) Det er jo ikke fordi, jeg ikke syntes, hun var fantastisk – det var hun:-) Men hun var bare så trykket, at vi først så det højre øje på anden dagen, så skide køn var hun altså ikke. Men en total nem og dejlig lille en:-)

Jordemoderen sagde, at der nok ville gå nogle dage, før hun havde rettet sig helt ud. Senere sagde sundhedsplejersken nogle uger. Og hun begyndte at komme til ekstra tjek, fordi Dagmar havde så små fontaneller ( de bløde punkter i hovedet). Fontanellerne var nærmest vokset sammen, og hun blev ved med at være meget skæv. Det rettede sig meget langsomt. Ved syv uger bad sundhedsplejersken mig om at tage til kiropraktor med hende, da hun syntes, Dagmar var låst i den ene side.  Hun havde en meget markant yndlingsside, på trods af at vi kæmpede med at få hende til at dreje hovedet. Kiropraktorbesøgene hjalp meget, men hun bad os alligevel om at få en henvisning til børneortopæd.

29. oktober, på hendes 3-måneders dag, var vi til tjek på neurokirurgisk ambulatorium, og lægen der var ikke i tvivl om, at hun led af kraniosynostose.

19. december var vi så til forundersøgelse og fik bl.a. en tid til operationen. Jeg er mega glad for, det er blevet opdaget så tidligt, at der er ”nemt” at gøre noget ved og at lægen er specialist på området! Men det kan stadig overvælde mig, alt det hun skal igennem. Det var ikke lige det, jeg håbede på, da vi tog hjem fra sygehuset med vores lille skæve pige!

Jeg ved, hun er i gode hænder. Men hvordan jeg skal forlade rummet d.14. januar, når hun er bedøvet og skal til at opereres, det ved jeg simpelthen ikke!  Der er 10 dage til i dag, og jeg spekulerer rigtig meget på det. Jeg vil gerne spole tiden frem. Jeg vil gerne have det overstået – NU! Jeg ved godt, det er nødvendigt – at hun skal opereres. Men lige nu kan jeg slet ikke overskue det – hun er jo min lille, skæve pige. Det er sådan, jeg kender hende og elsker hende. Og jeg er fuldstændig ligeglad! Hun er jo så glad og dejlig, så jeg kan ikke bære, at hun ikke bare kan få lov til at fortsætte sådan. ØV! Der er vist ikke meget andet at sige!

Min skønne Dagmar:-)

Min skønne Dagmar:-)

At blive mor og ikke få det, jeg havde bestilt!

Jeg er mor til to skønne børn. Jeg kan ikke forestille mig, de kan fås meget mere fantastiske:-) Men når det er sagt, så har det ikke altid været, som jeg havde forestillet mig at blive mor.

Jeg troede, jeg var ret godt forberedt. Jeg havde en masse forestillinger om det. Alligevel var det noget af et chok. Jeg tror, at lige meget hvor meget, man har læst, hørt og set, så er der ingen, der kan forberede dig på den kæmpe omvæltning, det er! Man kan bare ikke forberede sig på alt. Og man går i hvert fald ikke og forbereder sig på at få et sygt barn, selvom man selvfølgelig godt ved, man kan risikere det!

At være gravid har for mig betydet 9 måneders forventning, der skulle indfries. Selve det at være gravid, har jeg ikke syntes, var specielt sjovt. Så jeg har virkelig set frem til fødslen og ikke mindst barnet – og når man så ikke får indfriet sine forventninger, men står med en dårlig fødselsoplevelse og et sygt barn, så er det virkelig en kamel, der skal sluges!

Min søn var meget syg ved fødslen. Det var et hårdt første år, hvor vi dog heldigvis er ”ude på den anden side”. Og jeg troede faktisk, vi havde taget vores ”tørn”, og at det var vores tur til at få den gode fødselsoplevelse og det raske barn, da jeg igen var gravid. Men livet er ikke specielt retfærdigt! Og endnu engang står vi med et sygt barn. Jeg skal selvfølgelig ikke overdrive, der findes mange børn, som er mere syge og mere alvorligt syge. Hun er ikke kritisk syg, men hun har en lidelse – kraniosynostose, og der skal en operation til ellers bliver hun hjerneskadet! Så det er ikke “ingenting”, selvom der kan gøres noget ved det, og hun så forhåbentlig bliver rask.

Og jeg synes, det er uretfærdigt! Jeg synes, det er så unfair, at det er min datter, det skal gå ud over. Ikke at jeg ønsker, at andre skal igennem de ting, vi gennemgår. Jeg vil bare også slippe! Jeg vil også have en barsel uden ekstra bekymringer og sygt barn! Det var fandme min tur!

I morgen skal min lille pige gennemtjekkes på hospitalet for eventuelle syndromer, og senere skal hun opereres.  Jeg elsker mine børn betingelsesløst og selvom jeg lige nu føler, at livet som mor er lidt ekstra hårdt for mig end for så mange andre, så skal jeg lige huske mig selv på alle de glæder, mine dejlige unger også giver mig. På trods af bekymringerne, så ville jeg aldrig være dem foruden!

Det er måske så meget sagt, at jeg ”glæder mig” til i morgen. Men det bliver rart ”at komme i gang”, for vi har lige siden fødslen gået og ventet. Vi kunne godt se, at hun var skæv og trykket og ikke rettede sig hurtigt nok ud. Så nu skal vi bare videre, så vi kan komme ud på den anden side, hvor der venter en sund og rask lille pige (7,9,13).

 

Det er den her lille, skæve basse, jeg går og bekymrer mig om:-)

Det er den her lille, skæve basse, jeg går og bekymrer mig om:-)

Og her et billede af begge mine lækre unger:-)  Lillepigen har rettet sig meget siden fødslen, men der er stadig lang vej.

Og her et billede af begge mine lækre unger:-)
Lillepigen har rettet sig meget siden fødslen, men der er stadig lang vej.

Læs med på bloggen, hvis du har lyst til at følge med i lillepigens udfordringer og dagliglivet generelt;-)  og send gerne god karma i vores retning, det kan vi helt sikkert bruge 🙂