Halvårstjek

I dag er det et halvt år siden, Dagmar blev opereret – eller lige knap, om et par dage er det. Men det var i dag, vi var blevet indkaldt Jeg har glædet mig rigtig meget til at snakke med lægen igen, for det har ind imellem været lidt mærkeligt, at vi efter operationen bare blev sendt hjem, og så kunne vi klare os selv.

Det er jo gået fint med at være hjemme, og alt er gået som det skal være, men derfor havde jeg nu alligevel glædet mig lidt til at snakke med lægen.

Jeg havde dog også (heldigvis) forberedt mig på, at jeg sikkert ikke ville blive ret meget klogere. Og det var også tilfældet:-(

Han syntes, at Dagmar så fin ud, men han kunne også godt se, at hun allerede var blevet skæv igen. Hans bedste bud var, at hun skulle opereres igen – om under et år! Men han kunne ikke sige, om hun ville rette sig mere ud og dermed blive “pænere”, eller om hun ville blive endnu mere skæv i løbet af det næste halve år. Det kunne gå begge veje!

Vi var godt forberedt på, at yderligere en operation kunne blive nødvendig. Det er det ca. halvdelen af gangene – for børn med denne type kraniosynostose! Han mente også, at den næste operation primært ville have et kosmetisk formål, idet hendes hjerne ikke længere bliver trykket – og også vil have plads nok til at vokse, hvis vi vælger, at hun ikke skal opereres igen.

Jeg synes, det er lidt ubehageligt, at det på en måde er “op til os”, om hun skal opereres igen:-( Jeg har jo ikke ligefrem lyst til, at hun skal igennem endnu en operation. Og det er bare meget nemmere at tage “valget”, når det er nødvendigt, som det var første gang!

Når det så er sagt, så er vi jo selvfølgelig kun interesserede i, at hun bliver så symmetrisk og “pæn”, som det kan lade sig gøre. Så selvfølgelig skal hun opereres igen, hvis det er det, der giver det bedste resultat i sidste ende!

For selvom operationen er en hård tid, og jeg ikke ligefrem tror det bliver nemt at holde en knap to-årig i ro i to måneder, så kan det helt sikkert godt betale sig i det lange løb – det er jo forhåbentligt! mange år, hun skal leve med sit udseende!

Det værste er lige nu, at vi ikke fik nogen svar. At vi skal igen vente og se tiden an. Jeg hader det! Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få alt det her “kranio-pjat” overstået, så vi bare kan komme videre… Men det ser ud til, vi lige må vente et års tid med det.

Heldigvis har hun det jo godt. Og han var meget imponeret over hende. “Hun kan da ret meget, kan hun ikke?” spurgte han om:-) Og jo, det kan hun;-) Hun er rigtig godt med motorisk osv. og udvikler sig, helt som hun skal, og det er trods alt det vigtigste:-)

Så må vi tage en eventuel ny operation, når den kommer.

Skøn og dejlig er hun heldigvis:-) Og nu kan vi trods alt krydset dette tjek af listen og så koncentrere os om at holde sommerferie:-)