Min lille pige er gået lidt “i stå”…

Jeg har haft besøg af sundhedsplejersken i dag. Hun har været forbi til nogle ekstra tjek siden fødslen, pga. Dagmars små fontaneller og senere kraniosynostosen. Og det er rart at have et ekstra sæt øjne til at kigge på min lille pige! Hun var heldigvis enig med mig i, at alt var som det skulle være, men… For der var selvfølgelig et lille men!

Dagmar er stadig meget skæv på baghovedet. Det kan godt rette sig lidt endnu, men formodentligt vil det altid være skævt – så det er jo bare heldigt, hun en dag får hår, der kan dække det… Jeg håber selvfølgelig, det retter sig bare lidt mere, men det er ikke til at vide endnu! Hun er også stadig lidt skæv i kroppen mente sundhedsplejersken, og jeg skal lige have fat i kiropraktoren snart, så hun kan kigge på hende igen.

Ellers udvikler hun sig sådan set, som hun skal. Hun skubber sig rundt til siderne – og bagud. Og er også begyndt at stå i kravlestilling. Min største bekymring har været, at hun er stoppet med at tage på og vokse! Og lige pludselig begynder jeg at spekulere i, hvornår dværgvækst mon kan ses, og om hun er ved at svinde ind… Total tåbelig tanke – I know, ikke desto mindre er det ikke altid rationelle tanker, man har som mor;-)

1.dec. vejede hun 8,9kg og var 67cm. I dag 10,4kg og 72,5cm. Det er kun et halvt kilo om måneden. Det samme som hun tog på hver uge i starten! Og det har bekymret mig lidt. Sundhedsplejersken kunne heldigvis fortælle mig, at det er meget normalt, at de ikke tager så meget på, når de er blevet opereret. Kroppen bruger simpelthen al energien på at restituere og komme i omdrejninger igen! Og det giver jo egentlig meget god mening, synes jeg. Jeg havde bare ikke selv tænkt på det på den måde!

Om det betyder, hun bliver mindre, end hun ellers ville, eller det bare kommer senere, det ved jeg ikke. Men jeg har i det mindste fået en forklaring på, hvor al det mad hun spiser (og det er rigtig, rigtig, rigtig meget!) ”forsvinder” hen! For jeg kunne simpelthen ikke forstå, hun kunne spise hver anden time hele døgnet og så ikke tage på!

Jeg ville ønske, jeg kunne snakke med Dagmar og spørge hende, hvordan hun har det. For hun er tilsyneladende stadig påvirket af operationen – nok også mere end jeg går og tror.

Hvor længe det tager, inden hun er helt ovenpå, det ved jeg ikke. Men jeg er da lige i dag blevet mindet om, at selvom jeg synes, operationen er ved at være længe siden, og hun egentlig virker som ”sig selv” igen, så er hun stadig i en ”proces”, og det hele er stadig ikke i orden endnu. Og jeg kan jo godt mærke på hende, at hun stadig er lidt ekstra pylret og ikke er helt ”sig selv”. Det tager nok lige lidt inden jeg igen har min lille nemme baby igen…

Søde, lille Dagmar – alt det hun skal igennem. Hvis bare jeg vidste, hvad hun tænkte, og hvornår det var overstået. Det er hårdt at gå og bekymre sig, og det er svært at forstå, hvad operationen kommer til at betyde. Jeg kunne godt tænke mig at spole tiden lidt frem, til vi var helt på den anden side!