Den første måned er gået

Er det noget med, det er store kærestedag i dag? Ikke så meget her;-) Her er det månedsdag for Dagmars operation! (og til nød syg søn, pylret datter, mormor til aftensmad, chips og cola foran fjernsynet – dag;-))

Det har været en lille milepæl i dag at nå så langt. Det betyder nemlig, at Dagmars kranie er ved at være lige så holdbart som før – om kun en måned. Vi er halvvejs! Og det har heldigvis ikke været helt så slemt, som jeg havde frygtet! Tiden er gået ret hurtigt – meget hurtigere end måneden op til operationen fx!

Jeg havde virkelig frygtet denne første måned efter operationen. Frygtet om jeg kunne slappe af, når Laurits var i nærheden af Dagmar, hvor ondt hun ville have, osv. Men det er heldigvis gået rigtig godt, og det hele er så småt ved at vende tilbage til “normal tilstanden”, med al den usikkerhed for fremtiden, der følger med!

Laurits har stort set ikke bemærket, at Dagmar har set anderledes ud. Han kommenterede lidt på det i starten, men det har overhovedet ikke fyldt noget for ham. Hvad der er mere utroligt er, at jeg heller ikke har tænkt så meget over det!

Selvfølgelig tænker jeg over det, det har været svært at undgå, fordi jeg er blevet mindet om det, hver gang jeg har kigget på hende. Men i takt med hun er begyndt at se normal ud, så har det fyldt mindre og mindre!

Til gengæld er jeg blevet mindet om Dagmars sygdom rigtig meget, i forbindelse med at jeg har søgt om tabt arbejdsfortjeneste! Det har jeg brugt det meste af januar på – fuldstændig sindssygt det bureaukrati, der er forbundet med den slags. Jeg har sendt uanede mængder af papirer afsted til både min arbejdsplads og handicap centeret, printet og scannet i et væk! Og det er egentlig den daglige kommunikation deromkring, der har gjort, at “sygdommen” har fyldt en del. Det er heldigvis gået i orden nu (dog skal jeg lige huske at gøre diverse steder opmærksom, når jeg skal på dagpenge, for det fungerer jo heller ikke automatisk…)

Men nu hvor der er nogenlunde styr på det, så kan jeg for alvor komme videre og stoppe med at tænke på Dagmars sygdom – og nøjes med at tænke på min lille, skønne datter 😉

Der er selvfølgelig stadig “spor”, som vil minde mig om det. Men det bliver mindre og mindre, og jeg synes, hun er ved at ligne sig selv endnu mere. Mærkeligt, når hun samtidig ser helt anderledes ud! Men jeg kan godt kende hende nu og synes, hun ligner sig selv mere og mere. Hun ligner lidt sig selv, som hun så ud, da hun var yngre. Det er lidt mærkeligt!

Hun er også efterhånden “på niveau” i forhold til spisning, og søvn er også på vej til at blive lidt bedre! I det hele taget hjælper det, at hun begynder at få hår, så forsvinder den tydeligste påmindelse – hendes ar. Hun bliver så køn:-)

En måned og en operation senere;-)