Verdens værste kærestedate!

Vi har afleveret Dagmar på operationsbordet! Nu er hun i hænderne på lægerne, og vi kan bare vente…

Vi har nu fire timer, hvor vi bare kan hygge os!!! Vi har ikke haft så meget tid sammen alene, siden Dagmar blev født. Det kunne være en kærkommen lejlighed til at gå en lang tur og holde i hånd, spise middag eller tage i biffen. Fire timers partid er da bestemt noget, vi godt kunne trænge til. Bare ikke lige på den her måde.  Lige nu er det faktisk nok det værste, jeg kunne forestille mig!

Det var ganske forfærdeligt at gå fra hende! Vi sagde farvel nede ved CT-scanningen. Hun fik en maske med noget sovemedicin, så hun kunne ligge helt stille til scanningen. Hun tog det rigtig pænt! De sagde, at babyer tit græder, når masken har siddet der lidt, for det smager ikke så godt, og i takt med at de begynder at falde i søvn, kan de godt blive lidt urolige. Men Dagmar tog det i stiv arm, hun stak sågar tungen ud inde i masken for at smage lidt på det – hun havde jo heller ikke spist i 4 ½ time på det tidspunkt, så måske hun syntes, det var rart med lidt smag…

Men det var nu ikke specielt rart at holde hende i hånden, mens hendes øjne rullede rundt i hovedet og hun faldt i søvn:-(

Efter scanningen kørte de hende op på operationsgangen, hvor hun skal i narkose og så opereres. Men vi sagde på gensyn, inden de kørte afsted med hende.

Det er virkelig mærkeligt, at det nu er i nogen andres hænder fuldstændig! Og selvom det er kompetente hænder, så er jeg stadig ved at hyle, når jeg tænker på det. Mine hænder er der jo ikke! Og det har hun jo ikke prøvet før!

Vi startede ud med at komme ned på børnekirurgisk afsnit i morges kl.8.30. Det er der, hvor vi skal være i morgen. Her skulle hun indskrives, have armbånd på og den slags. Og så tog de temperatur – 38 grader!  LORT!

20 min. senere var temperatuen faldet til 37,6. Hun har haft det fint i dag, så det var forhåbentlig bare, at hun havde haft for meget tøj på i bilen og i for lang tid´, før vi fik hende ud af det på stuen. Men jeg var godt nok lige ved at bryde sammen ved udsigten til, at det måske blev aflyst pga. sygdom! Tanken om at skulle vente en måned mere, var fuldstændig uudholdelig!

Selvfølgelig skal de ikke operere, hvis hun er syg, og det er uforsvarligt – men tanken om at skulle vente – shit… Heldigvis faldt den og hun virkede frisk – ingen forkølelse osv., så de ville gerne operere. Men det er da lige en ekstra bekymring oven i hatten, som jeg godt kunne være foruden! For jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om hun mon er på vej til at blive syg, og der så pludselig opstår komplikationer.

Fire timer endnu – måske kun tre. Det er meeeget lang tid at vente! Kristoffer forsøger at sove for at få tiden til at gå hurtigere. Jeg prøver at tænke på alt muligt andet end Dagmar – fx Laurits. Men det er fandme svært!

Og hvad venter der så bagefter? Hvordan går operationen? Hvordan har hun det? Jeg vil bare gerne kunne skrue tiden frem, så jeg kan få hende i mine arme og se at alt er godt igen!

 

Jeg lægger nok billeder på senere. Måske hun ikke ser skide godt ud, så man skal lige overveje, om man har lyst til at se det!

Og tak for alle de hilsner, der er kommet i går og i dag. Det varmer virkelig meget!