Så skal I bare holde jer raske!

Ja tak! Det er sgu lettere sagt end gjort. Og det stresser mig helt vildt! Så meget, at jeg har haft et par tudeture i dag. Det måtte måske komme, men jeg troede faktisk, jeg var sej eller i hvert fald afklaret, men det var jeg så alligevel ikke helt.

Sygdom er en temmelig fast del af vores (vinter)liv. Er der en virus i 10 km’s afstand, så skal en i familien nok fange den. Så hvordan er det lige, jeg skal sørge for, at Dagmar er helt og aldeles rask d. 14. januar? Det stresser mig. For jeg vil bare så gerne have den operation overstået, og jeg kan slet ikke overskue, at den pludselig bliver udsat pga. sygdom. Det må bare ikke ske! Og så kan de der læger godt sidde og sige, at det ikke gør noget – sådan plus/minus et par måneder – så længer det ikke først bliver til juni. Sikke da en opmuntring… Det de rent faktisk siger er jo, at det helst skal gøres hurtigst muligt!?

Så jeg har hylet lidt over, at vi skal holde jul med en, som lige har haft skoldkopper. Også selvom han for længst er ovre smitterisikoen, når vi når til juleaften. Men fordi jeg ikke kan overskue “hvis nu”… hvis nu en af mine unger alligevel bliver smittet, fordi han havde en helt særlig form for skoldkopper, som smitter meget mere og endnu længere, end normale skoldkopper. Det er fuldstændig usandsynligt, det ved jeg godt! Men min hjerne tænker bare ikke særlig rationelt i forhold til det her!

Men. Det er sådan set lidt lige meget nu. Laurits har lidt feber her til aften og klager over ondt i ørerne. Sidst det var tilfældet, for ca. en måned siden, havde han mellemørebetændelse, så jeg tror godt på ham. Så sygdommen er i huset alligevel.

Så alt det der med at planlægge og se et par dage frem i tiden, det glemmer jeg bare lige igen! Og tre uger frem – ja det er jo helt umuligt, så jeg kan lige så godt lade være med at stresse over det. – Hvis bare jeg kunne! Jeg er vist sådan en, der tager sorgerne lidt på forskud. Og jeg hader at være dårligt forberedt og når tingene ikke bliver, som jeg havde tænkt det.

Når alle mand er raske – snart tak! Så burer vi os inde her på tredje indtil efter operationen! Det er det jeg har lyst til. For jeg kan simpelthen ikke overskue at vente længere. Jeg bliver så trist, når jeg tænker på den operation. For helvede hvor er det uretfærdigt!

Julestemning lige om lidt? Måske. Den kommer da snigende ind i mellem. Det er bare ikke lige det, der fylder mest lige nu! Måske i morgen…