At blive mor og ikke få det, jeg havde bestilt!

Forundersøgelse

I dag har vi været til forundersøgelse med Dagmar. Jeg havde vist forventet mig mere, for jeg føler ikke rigtig, jeg blev klogere i dag. Men vi fik en tid til operation – 14. januar. Det er jo lige om lidt!

Det er på samme tid vildt dejligt og sindssygt skræmmende, at det er lige om lidt! Det er pludselig blevet meget virkeligt. Jeg havde nok gået i mit stille sind og håbet, at lægen tog fejl sidst. At hun alligevel ikke fejlede noget. For det bliver jo hele tiden pænere. Men…det var ligesom overhovedet ikke på tale!

De var tre læger, som stod lige oppe i hovedet på hende, og sagde ting som: ”Det kan jeg godt se”, ”ja det går ind under der..” osv. Og jeg fik ikke spurgt ind til, hvad de snakkede om, for så holdt Dagmar op med at synes, det var hyggeligt at være så meget i centrum! Det er nok også lige meget, jeg behøver ikke forstå alt det tekniske. Det er jo ikke mig, der skal operere hende (heldigvis). Og der var i hvert fald ingen tvivl om, at hun skulle opereres (øv!).

Vi fik gennemgået operationsforløbet igen og snakket med en narkoselæge og en sygeplejeske, der fortalte lidt om alt det praktiske – indlæggelse osv.

Jeg kan stadig godt tænke på det og snakke om det på en ”kontrolleret” måde. Men jeg kunne godt mærke i dag, da vi snakkede, at følelserne kom tættere på overfladen. Og det bliver nok endnu mere, jo tættere vi kommer på operationsdagen.

Det er bare ikke særlig fedt at tænke på, at ens lille datter skal opereres i hovedet. At de skal skære lidt at pandeknoglen i den ene side, knuse den og så blande den op med lidt plastik, som de så kan sætte ind i den anden side (eller hvordan det nu lige præcis var, de forklarede det)! Fuck det er Frankenstein! Prøv at google kraniosynostose – man kan finde nogle ret skræmmende billeder! (så lad faktisk være!)

I det mindste lader det til, at de har styr på det. De er specialister og har prøvet det mange gange før. Det gør det nu ikke ret meget mindre hårdt, når man nu er en mor, der ikke lige har prøvet det før!

IMAG2471_BURST017                   IMAG2464_BURST020

 

Jeg har fundet to billeder, hvor man kan se hende fra en ”god” og en ”dårlig” vinkel. De er taget den samme dag (det fremgår vist egentlig ret tydeligt;-)) De er taget på hendes tremåneders dag, så de er ikke helt up to date (fx har hun næsten ikke noget af det mørke hår tilbage), men de viser, hvordan hun ”snyder” mig en gang imellem – indtil jeg pludselig ser hende fra en anden vinkel – fx i spejlet.

Operation er nødvendigt, hvor ubehageligt det end er at tænke på! Bliver hun ikke opereret, så har hjernen ikke plads til at vokse, og så får hun en hjerneskade. Så det er altså ikke kosmetisk, men temmelig nødvendigt! Men forhåbentlig bliver hun da også endnu kønnere;-)

I forbindelse med operationen tester de hende for eventuelle syndromer. Den form for kraniosynostose, Dagmar har, er der 50% risiko for at den er del af et syndrom, og så kan der være alt muligt andet galt også. Men kig lige på hende, så skøn og dejlig som hun er (og stor og tyk;-)), så fejler hun ikke andet! (BASTA)

I morgen skal jeg til at fokusere på at holde jul. Jeg kan godt mærke, det er trådt lidt i baggrunden. Jeg er ret ligeglad, jeg vil bare gerne hen til d.14. januar – eller faktisk hellere d. 20. eller sådan noget, hvor det er overstået! Men (heldigvis) har jeg en lille søn, som er ret vild med jul (og står lidt tidligere op for tiden, fordi der er gave fra julemanden), og ham skal jeg julehygge med i morgen – og indtil 5. januar. Så kommer det forhåbentlig lidt på afstand. Det bliver rart nok 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

At blive mor og ikke få det, jeg havde bestilt!